Hjemmearbejde under sygdom gør det umuligt at holde fri
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Kender du det, når du vågner med en lille hovedpine og noget kriller i halsen? Det vil måske være bedst at tage en sygedag fra arbejdet, men så kommer du jo bagud med dine opgaver. Det er en tendens, flere af os kender til: Man kan ligge syg hjemme på sofaen og stadig få løst sine arbejdsopgaver. Smart. Men måske gør det mere skade end gavn. Det skriver University of Manchester i en pressemeddelelse. I takt med, at teknologien udvikler sig, er der flere og flere muligheder for at tage en arbejdsdag eller to hjemmefra. Specielt hvis man ikke helt er på toppen. Men et studie peger på, at det slører grænserne for, hvornår man er på arbejde, og hvornår man ikke er. Ifølge forskerne kan muligheden for at arbejde hjemmefra, selv når man er syg, give en forestilling om altid at være på arbejde. De når i studiet frem til flere hovedkonklusioner, herunder: Teknologi kan medføre, at medarbejdere føler et pres til hele tiden at være tilgængelige uden for arbejdstimerne. Arbejdsgivere skal kunne give mulighed for mere fleksibilitet i antallet af arbejdstimer under sygdom frem for at rose det at arbejde en fuld arbejdsdag, når man er syg. "Teknologi har givet os muligheden for mere fleksibilitet i, hvor og hvornår vi arbejder, men fleksibilitet kan også være en fælde – hvis medarbejdere føler, de skal være tilgængelige hele tiden," siger Cary L. Cooper, der er medforfatter på studiet og professor ved University of Manchester, i pressemeddelelsen. "Udfordringen for arbejdsgiverne er at sikre, at teknologien og fleksibelt arbejde bruges som en støtte til folks helbred, frem for at skabe en forventning om, at de altid bør være tilgængelige." Studiet er publiceret i tidsskriftet Health Psychology Research.