Gode cykelstier er ikke nok til at holde danskerne i sadlen\nEt spørgsmål om afstand\nHvorfor står folk af cyklen?\nEuropas cykelambitioner
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
I hele Europa bliver cyklen markedsført som en central del af løsningen på en renere og sundere transport. I slutningen af 2025 offentliggjorde Europa-Kommissionen sin første statusrapport om Den europæiske erklæring om cykling. Rapporten pegede på milliardinvesteringer, tusindvis af kilometer nye eller forbedrede cykelruter i Europa og en voksende politisk vilje til at gøre cyklen til en naturlig del af transporten i hverdagen. Men der er et voksende misforhold mellem de politiske ambitioner og folks adfærd i hverdagen. Selvom cykling fylder mere på den politiske dagsorden, er det ikke alle steder, at flere cykler til arbejde, skole eller uddannelse. Og her i Danmark – et land, der ofte fremhæves som en af verdens førende cykelnationer – er udviklingen stille og roligt på vej i forkert retning. I vores nationale spørgeundersøgelse fra 2020 svarede 27,6 procent af befolkningen, at de cyklede til arbejde eller uddannelse mindst tre dage om ugen. I vores nye undersøgelse fra 2025 er tallet faldet til 25,6 procent. Det lyder måske ikke af så meget, men på befolkningsniveau svarer det til, at titusindvis færre bruger cyklen som en fast del af hverdagen – i et land, hvor rammerne ellers er relativt gode. Tænk blot på cykelstier i byer over hele landet, cykelinfrastruktur i offentlig transport og politisk opbakning til cyklen som transport i hverdagen snarere end som en nichepræget fritidsaktivitet. Blandt unge i alderen 15-19 år er faldet endnu tydeligere, når man ser på, hvor mange der cykler til deres uddannelsessted mindst tre dage om ugen: fra 39 procent i 2020 til 32,3 procent i 2025. Hvis udviklingen fortsætter, ser fremtiden for Danmark som cykelnation dyster ud. Det rejser et afgørende spørgsmål: Hvis regelmæssig cykling falder i Danmark, hvor de mange cykelstier gør det let at tage cyklen, hvad betyder det så for Europas bredere ambitioner om, at flere skal cykle? Vores seneste forskning kan måske være med til at forklare, hvorfor investeringer i infrastruktur ikke er nok alene. I studiet brugte vi data fra 2020 om cirka 46.000 personer i Danmark. Fokus var på dem, der havde mellem 1 og 15 kilometer til arbejde eller uddannelsessted. Det er en afstand, hvor cyklen for mange stadig kan være et realistisk dagligt transportmiddel. Vi inddelte deltagerne i to grupper baseret på deres afstand, 1 til 5 kilometer og 6 til 15 kilometer, og sammenlignede dem, der cyklede ofte, altså tre eller flere dage om ugen, med dem, der ikke gjorde. Resultaterne viser, at mange korte ture ikke bliver taget på cykel. Næsten halvdelen af dem, der har 1 til 5 kilometer til arbejde eller uddannelsessted, cyklede færre end tre dage om ugen. Blandt dem, der bor 6 til 15 kilometer væk, cyklede næsten tre fjerdedele mindre end tre dage om ugen. Vores forskning viste også, at hyppige cyklister typisk er yngre voksne, kvinder, studerende og personer med et højere uddannelsesniveau, som bor i byer. Adgang til en cykel var en af de stærkeste indikatorer for regelmæssig cykling. Det er en påmindelse om, at de grundlæggende forudsætninger stadig betyder noget. Men det, der for alvor adskilte dem, der ofte cyklede, fra dem, der sjældnere hoppede på cyklen, var de forhold, de oplevede som hindringer. Tidspres var en af de grunde, der oftest blev nævnt, når folk forklarede, hvorfor de ikke cyklede mere. Personer, der oplevede, at det tog for lang tid at cykle, at det kolliderede med arbejde eller familieforpligtelser, eller at det gjorde det vanskeligt at få hverdagens ærinder til at hænge sammen, var også mindre tilbøjelige til at cykle – selv på korte ture. Bekymringer om udseende og komfort spillede også en væsentlig rolle. Især blandt dem, der boede tæt på deres arbejdsplads, hang bekymringen for at ankomme svedig, overophedet eller mindre præsentabel sammen med, at færre valgte cyklen. Den oplevede trafiksikkerhed havde også betydning. Når folk følte sig utrygge i trafikken eller oplevede, at cykelforholdene var utilstrækkelige, var de mindre tilbøjeli...