Gå ikke glip af meteorsværmen Lyriderne: Ekstra gode chancer for at se stjerneskud i år
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Selv hvis du ikke havde planlagt at kigge op, er der god grund til at gøre det de kommende nætter. Den årlige meteorsværm Lyriderne er nemlig over os, og den byder på smukke stjerneskud. I år er betingelserne ekstra gode. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er der udsigt til klart vejr over det meste af landet, hvilket giver fine muligheder for at spotte stjerneskud. "En mørk nat, hvor stjernerne står funklende skarpt på himlen, giver de helt rigtige betingelser for at se stjerneskud," forklarer astrofysiker og museumsinspektør Ole Eggers Bjælde fra Science Museerne, der er begejstret for vejrprognosen. Samtidig er Månen kun en tynd segl og står lavt på himlen mod vest. Det betyder, at dens lys ikke forstyrrer ret meget, og det gør det lettere at få øje på selv de svagere stjerneskud. Når meteorsværmen topper, kan du være heldig at se op til omkring 15 stjerneskud i timen - altså i gennemsnit ét hvert fjerde minut. Men det er ikke kun antallet, der gør Lyriderne interessante. Nogle af stjerneskuddene kan nemlig trække lange spor hen over himlen, og hvis det er mørkt nok, kan man endda være heldig at se dem i farver, fortæller Ole Eggers Bjælde til Videnskab.dk. Hvor og hvornår kan du se Lyriderne? Lyriderne topper natten mellem onsdag den 22. og torsdag den 23. april, men du kan se stjerneskud i flere dage før og efter - helt frem til den 29. april. Vil du øge dine chancer for at se mange stjerneskud, er tidspunktet afgørende. "Det bedste tidspunkt, hvis man gerne vil se mange stjerneskud, er efter midnat," siger Ole Eggers Bjælde. Det skyldes, at stjernebilledet Lyren - som stjerneskuddene udspringer fra - først står højt på himlen senere på natten. Lyren kan findes mod nordøst i aftentimerne og bevæger sig højere op på himlen i løbet af natten. Stjerneskuddene kan dog ses over hele himlen. Sådan øger du dine chancer - også i byen Vil du selv på jagt efter stjerneskud, er opskriften enkel: Find et mørkt sted væk fra byens lys, klæd dig varmt på, og giv dig god tid. Og netop tålmodigheden er vigtig, understreger Ole Eggers Bjælde: "Man kan godt blive lidt nedslået, hvis man ikke ser noget det første kvarter. Men vores øjne skal lige vænne sig til mørket - det kan tage op mod en halv time." Derudover handler det om at gøre det behageligt for sig selv. "Jeg kan godt lide at tage en havestol med, så jeg kan læne mig tilbage og få så meget himmel som muligt i synsfeltet," fortæller han. Selv hvis du bor i byen, kan du faktisk stadig forbedre dine chancer. Det handler nemlig ikke kun om at komme langt væk fra lys, men om at undgå at have lys direkte i øjnene. "Hvis man kan stille sig et sted, hvor man ikke har direkte udsyn til gadelamper, kan man faktisk godt skabe et ret mørkt område selv midt i et oplyst sted." Det kan for eksempel være bag et hus, et hegn eller nogle træer, der skærmer for lyset. På den måde bliver dine øjne ikke blændet, og du får lettere ved at se de svage stjerneskud. Oplev stjerneskuddene Det kræver lidt tålmodighed at se stjerneskud, men det er også en del af oplevelsen, mener Ole Eggers Bjælde. "Det med at kigge stjerneskud er altid lidt et lotteri." Til gengæld kan du være heldig at se et af de mere spektakulære stjerneskud - også kaldet meteorer - fra Lyriderne, der pludselig lyser himlen op med lange, klare spor. Og måske er det netop dét, der gør det særligt. "En god lang tur - måske med kæresten - kan sagtens blive lidt romantisk," siger Ole Eggers Bjælde. Så selv hvis du ikke ser 15 stjerneskud i timen, er der stadig en god grund til at kigge op.