Forskerchef sætter dansk vaccineforsøg på "fuldt stop" og beder WHO om ny etisk vurdering
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Universitetet bag et omstridt dansk vaccinestudie sætter nu forsøget på "fuldt stop". Det meddeler dekan Ole Skøtt fra Syddansk Universitet (SDU) i en mail til Videnskab.dk. Samtidig har man bedt sundhedsorganisationen WHO om at lave en ny "etisk vurdering" af studiet - den selvsamme organisation, som tidligere har kaldt forsøget for "uetisk". "Det er vigtigt for os, at de forskningsetiske spørgsmål bliver grundigt belyst, før der eventuelt tages stilling til det videre forløb," lyder det fra Ole Skøtt. Det planlagte studie fra SDU har til hensigt at undersøge 'uspecifikke effekter' af hepatitis B-vaccinen blandt omkring 12.000 spædbørn i det afrikanske land Guinea-Bissau. Planen er at give nogle børn vaccinen ved fødslen, mens andre først vil få den efter seks uger - og det er den fremgangsmåde, som har mødt kritik, herunder fra WHO, som har kaldt det etisk problematisk, at nogle børn i forsøget ikke vil få en "livreddende" vaccine. Mystik om lokal etisk godkendelse Samtidig er der blevet sået tvivl om den etiske vurdering af forsøget, som er foretaget af myndigheder i Guinea-Bissau. Magasinet Rolling Stone har blandt andet afdækket mystik omkring navne og underskrifter på godkendelsen af studiet - og det var det, som i første omgang fik SDU's ledelse til at gå ind i sagen. Nu reagerer man på hele forløbet, fortæller Ole Skøtt i sin mail til Videnskab.dk: "Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet har på baggrund af den kritik, der er blevet rejst, besluttet at sætte det planlagte hepatitis B-studie i Guinea-Bissau på fuldt stop, indtil det etiske grundlag er blevet nærmere afklaret." "For at sikre en uafhængig vurdering af projektets etiske aspekter har jeg derfor kontaktet Verdenssundhedsorganisationens forskningsetiske komité (WHO's Research Ethics Review Committee) med henblik på at få foretaget en etisk vurdering af studiet." Tvivl om studiets status i Guinea-Bissau Christine Stabell Benn er professor i global sundhed og leder af den forskningsgruppe på SDU, som står bag det planlagte studie i Guinea-Bissau. Hun har tidligere svaret på kritikken af forsøget i en artikel på Videnskab.dk. Her understreger hun, at det er den nuværende praksis i Guinea-Bissau at påbegynde vaccination mod hepatitis B seks uger efter fødslen. Halvdelen af børnene i forsøget vil få en ekstra dosis kort efter fødslen, og ingen af børnene vil få færre doser vaccine end normalt, forklarer professoren. Men der har også været usikkerhed og debat om, hvem der egentlig skal tage stilling til studiets fremtid. SDU's ledelse har tidligere henvendt sig til to danske videnskabsetiske komiteer for at få en afklaring. Begge komitéer har dog svaret, at de ikke er i stand til at foretage en etisk vurdering af projektet, da det er godkendt af en videnskabsetisk komité i Guinea-Bissau. I mellemtiden er der også internt i landet opstået tvivl om forsøgets status. I februar 2026 sagde landets udenrigsminister, João Bernardo Vieira, sådan her om studiets fremtid i en kommentar til Reuters: "Det kommer ikke til at ske. Punktum." En uge senere lød det fra en anden talsperson, at forsøget kun var blevet "suspenderet". Det kan man læse i en gennemgang af sagens forløb hos mediet Bioxconomy. Nu må fremtiden vise, om studiet bliver til noget eller ej.