Formodet problem-ulv skudt og lagt til skue
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Problemulven blev højst sandsynligt fodret af mennesker, mener ulveforsker. Efter en ni-dages lang jagt har Naturstyrelsen nu skudt ulven, der af forskere er vurderet til en 'problemulv'. Ulven er torsdag skudt nær Houstrup, som ligger inden for den seneste udvidelse af reguleringszonen ved Oksbøl og Nørre Nebel. Ulven blev skudt på cirka ti meters afstand, og det gør, at myndighederne vurderer, at det med stor sikkerhed er den omtalte problemulv, der nu er død. "Jeg er meget tilfreds med, at problemulven i Nørre Nebel nu er skudt," siger minister for Natur og Dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, i en pressemeddelelse. "Når en ulv udviser problematisk adfærd og har mistet sin skyhed over for mennesker, så skal den skydes." Professor ved Aarhus Universitet og ulveforsker, Peter Sunde, har flere gange udtalt, at den mest sandsynlige forklaring på ulvens nærgående opførsel er, at ulven på et tidspunkt har fået mad for mennesker - og derfor har været opsøgende. Jagten på problemulven har været i gang siden den 5. august. Da blev ulven spottet i et sommerhusområde ved Houstrup - hvor den flere gange var nærgående overfor mennesker. Det får Naturstyrelsen til at sende et jagthold ud i området, og ulven jagtes med termiske droner. 10. august spottes ulven ved restauranten Den Gyldne Pande i Lønne. Naturstyrelsen udvider området, hvor ulven må reguleres. Den må nu skydes på private arealer efter aftale og skydes med større afstand end 30 meter. Torsdag den 13. august skydes ulven om aftenen nær Houstrup. En anden ulv i Nordjylland har trukket overskrifter og udløst en ophedet debat på sociale medier efter en video viste, at den blottede tænder overfor en motionsløber. "Den har levet i området i otte og et halvt år og er måske Danmarks mest uproblematiske ulv indtil nu," siger Peter Sunde til TV 2.