Spring til indhold
Første gang nogensinde: Menneskeheden påvirkede et rumobjekts naturlige bane omkring Solen - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Første gang nogensinde: Menneskeheden påvirkede et rumobjekts naturlige bane omkring Solen

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

10. marts 2026 1m
0:00 1m

Beskrivelse

I 2022 smadrede NASA et rumfartøj ind i asteroiden Dimorphos, for at se om det kunne ændre objektets omløbstid omkring dens større ledsager-asteroide Didymos. DART-Missionen, som den kaldes, var en succes, der førte til, at asteroideparrets omløbstid blev reduceret med 33 minutter. Men nye målinger viser, at det ikke var det eneste, der skete, skriver ScienceAlert på baggrund af et studie udgivet i tidsskriftet Science Advances. For nedslaget ændrede samtidig på hele asteroideparrets bane omkring Solen. Det er første gang, at menneskeheden direkte har ændret banen for et naturligt objekt, der kredser om Solen. DART-missionen (Double Asteroid Redirection Test, red.) blev udført af hensyn til Jordens sikkerhed. Der er nemlig mange asteroider og klippestykker ude i Solsystemet, og selvom ingen forventes at ramme Jorden lige foreløbig, vil menneskeheden gerne være forberedt på risikoen. Derfor var målet at påvirke et par asteroider, der var tyngdekraftsmæssigt bundet til hinanden. Og da den store Didymos målte omkring 780 meter i diameter, mens den mindre Dimorphos målte omkring 160 meter i diameter, var det altså Dimorphos, der blev valgt som DART's mål. I årene efter kollisionen har forskere kunnet overvåge asteriodeparret. Samlet set viser data, at sammenstødet faktisk gav asteroideparret et lille skub, der sænkede deres hastighed med omkring 11,7 mikrometer i sekundet – eller 4,2 centimeter i timen. I fremtiden vil man på fremtidige missioner få et mere klart billede af, hvad der skete under sammenstødet. Eksempelvis vil ESA's Hera-rumfartøj, der efter planen ankommer til asteroideparrets system senere i dette årti, kunne studere nedslagskrateret efterladt under DART-missionen og samtidig måle asteroidernes masse og struktur i detaljer. Men det ændrer ikke på, at det med DART-missionen for første gang var muligt at påvirke banen for et naturligt objekt omkring Solen.

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →