Første gang det observeres: Træer udsender spøgelsesagtigt lys under tordenvejr
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
For første gang har meteorologer observeret et glimt af de små udbrud af ultraviolet lys, der udsendes af træer under tordenvejr. Det skriver den internationale non-profit-videnskabsorganisation Advancing Earth and Space Sciences i en pressemeddelelse. Forskerne har længe haft mistanke om dette – for det menneskelige øje – nærmest usynlige fænomen, der menes at være resultatet af en passerende storms elektriske ladning, der genererer en elektrisk strøm i træerne. Men nu er det altså dokumenteret, lyder det fra meteorolog Patrick McFarland fra Pennsylvania State University, der ledede forskerholdet gennem storme og tordenvejr for at få fænomenet dokumenteret. Forskerholdet fik først et glimt af fænomenet ved at lave en simulering i et laboratorie. Her placerede de små gran- og ahorntræer i plasticpotter under ladede metalplader for at efterligne stormskyer, der passerede på himlen. Derefter slukkede de for lyset. "Når man i laboratoriet slukker alt lyset, lukker døren og blokerer vinduerne, kan man lige akkurat se det. Det ligner en blå glød," forklarer Patrick McFarland i pressemeddelelsen. Herefter sporede forskerholdet de næsten usynlige gnister ude i naturen ved brug af en bil, der blev udstyret med en vejrstation, en detektor til måling af elektriske felter, en laserafstandsmåler og et tagmonteret system til at dirigere lys ind til et ultraviolet kamera. Her opdagede forskerne klynger af ultraviolette signaler på tværs af grenene med 41 forskellige lysudbrud, der varede mellem 0,1 til 3 sekunder. Lyset hoppede fra blad til blad og indimellem flere gange på det samme blad, fortæller forskerne i pressemeddelelsen. Det stemmer overens med deres simulation i laboratoriet. De konsekvenser, fænomenet har, skal revurderes og forstås. Især i takt med, at tordenvejr tiltager i et varmere klima, konkluderer forskerholdet i studiet, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Geophysical Research Letters.