Først blev hendes forskning afvist. Nu er 'placebo' noget, medicinalfirmaer gerne vil forstå

Man plejede at sige, at placebo især ramte kvinder eller folk med lav IQ. Man sagde, at effekten var udtryk for snyd og bedrag - og at det var uetisk at udnytte den. Bevares, sådan siger nogle skeptikere stadig, understreger placeboforsker Lene Vase i et portrætinterview med Videnskab.dk. Men hun fortæller også om et mere positivt syn på den kraftfulde effekt, der kan ligge i at møde et andet menneske og få skabt forventninger. "Nogle medicinalfirmaer ser ikke længere placeboeffekter som noget, man skal undgå," siger hun. "De ser i stedet et kæmpe potentiale for at lave bedre behandlinger." Lene Vase er lidt af en placebo-guru. Hun er professor i neurovidenskabelig psykologi ved Aarhus Universitet, og har forsket i placeboeffekten siden begyndelsen af 2000'erne. For nylig blev både hun og hendes forskningsfelt anerkendt på ny. Sammen med to andre placeboforskere blev hun udvalgt af det medicinske tidsskrift The Lancet til at vurdere og forklare den bedste psykologiske tilgang til kroniske smerter. Her tegner vi et portræt af forskeren og den effekt, hun mener, udgør "et kæmpe potentiale". Et spørgsmål om både psyke og krop Ordet 'placebo' er latinsk og betyder oprindeligt 'jeg vil behage', for eksempel i forholdet til Gud. I dag knytter ordet sig snarere til en behagelig, helbredende effekt, der rammer os selv. Men hvordan opstår den? Som ung psykologistuderende i 1990'erne var det svært for Lene Vase at finde en god videnskabelig forklaring på placebo. "Jeg mærkede i hverdagen, hvordan krop og psyke hænger sammen. Hvis jeg bliver nervøs, kan jeg få ondt i maven. Hvis noget går mig på, kan der komme fysiske tårer ud af øjnene. Men hvorfor sker det?" "Den her skarpe opdeling mellem fagene psykologi og medicin fik mig til at tænke: 'Måske kan placeboeffekten forklare mig, hvordan krop og psyke hænger sammen?" Historien om medicin som fag hænger tæt sammen med historien om placebo, fortæller professoren. Hun nævner 'åreladning' som eksempel: En behandling, hvor man skærer et snit i kroppen i troen på, at blødning kan lindre fysisk smerte eller ligefrem helbrede sygdomme. Behandlingen blev anvendt vidt og bredt helt frem til første halvdel af 1800-tallet, men effekten kunne sjældent dokumenteres, formentlig fordi effekten primært bestod af patientens håb om bedring efter at være blevet skåret i. Sidenhen blev forventninger centrale for sundhedsforskning, og placebokontrollerede lodtrækningsforsøg blev en guldstandard: Én gruppe får rigtig medicin, en anden en kalktablet. Hvad virker bedst? Da Lene Vase begyndte at læse psykologi, var det stadig sådan, man forstod placebo. Som effekten af en forventning, og som noget, der især ramte bestemte typer patienter. "Jeg blev skuffet," fortæller hun om at læse gennem lærebøgerne om placebo. "Jeg havde en forestilling om, at man vidste mere." "I stedet var der de her fordomme om, at effekten var knyttet til folks personlighed. Man troede, at den især ramte kvinder eller folk med lav IQ - fordi de var nemmere at narre." I dag ser Lene Vase anderledes på placebo. Hun har været med til at forklare effekten, måle den i hjernen og vise, hvordan man kan forstærke virkningen af et medicinsk indgreb. Men hun har også mødt modstand fra et sted, hvor man historisk har bekæmpet placebo: Medicinalindustrien. "Meget på spil" Det begyndte med en visdomstand, der skulle trækkes ud. Medicinalfirmaer bruger ofte tandlægeskoler til at undersøge effekten af ny smertestillende medicin. Patienterne får en billigere behandling, til gengæld kan de blive deltager i et kontrolleret forsøg, hvor de enten får en aktiv medicin eller en inaktiv behandling såsom en sprøjte med saltvand. På den måde kan man teste, i hvilket omfang en ny medicin virker. Men er der forskel på patienternes forventninger til medicinen, inden de får den? Det var kort sagt det spørgsmål, Lene Vase gerne ville have svar på som studerende. Hun ville undersøge mulige forskelle på, hvem placebo rammer, og hvornår effekten er stærkest. Hendes h...