Føler du også, moden gentager sig selv? Matematik bekræfter mode-myte
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Det siges, at historien gentager sig selv. Og det gør mode tilsyneladende også. Ifølge mange modeeksperter og magasiner har moden en tendens til at komme igen hvert andet årti – eller tyvende år. Og den anekdotiske observation er nu blevet bekræftet af matematik, skriver amerikanske Northwestern University i en pressemeddelelse. I en ny undersøgelse har forskere fra det amerikanske universitet udviklet en ny matematisk model baseret på analyser af omkring 37.000 billeder af dametøj fra 1869 til i dag. Forskerne målte designelementer ved kjoler, såsom kant, halsudskæring og talje. Ved hjælp af specialudviklede værktøjer blev disse træk herefter omregnet til tal, så udviklingen kunne følges over mere end 100 år. Her opdagede forskerne en cyklus, hvor stilarter går fra at være populære til upopulære for til slut atter at blive 'genopdaget'. Blandt andet er længden på nederdele og kjoler gennem det seneste århundrede blevet forkortet og forlænget gentagne gange, hvor den i 1920'erne var kortere og i 1950'erne var længere og mere konservativ, og så tilbage igen, da miniskørterne blev moderne i slutningen af 1960'erne. Men fra 1980'erne viser data en bredere vifte af kjolelængder, der optræder på samme tid, hvilket tyder på, at moden er blevet fragmenteret: I stedet for én dominerende trend – eller mode – opstår der nicher, der afspejler mere diversitet i moden. "Tidligere var der to muligheder – korte kjoler og lange kjoler. I de senere år er der kommet flere muligheder: meget korte kjoler, gulvlange kjoler og midikjoler. Der er en stigning i variation over tid og mindre ensartethed," fortæller studiets hovedforfatter, Emma Zajdela, i pressemeddelelsen. Udover at understøtte almindelige opfattelser af livscyklusser for modetrends kan undersøgelsen ifølge forskerne også bruges til at forklare, hvordan nye idéer og trends spredes i samfundet. Studiet er endnu ikke udgivet i et videnskabeligt tidsskrift, men er for nyligt blevet præsenteret på konferencen American Physical Society (APS) Global Physics Summit i Denver.