Europas stenalderjægere krydsede åbent hav tusinder af år før de første sejl\nEnkeltstående, tilfælde, stranding eller noget mere komplekst?\nMalta har udviklet sig gennem tiden\nKunne Malta have understøttet en fastboende befolkning?\nBeviserne peger i én retning: Må have foretaget lange sørejser\nFandt sted flere tusinde år før de første sejl

Evnen til at krydse havet har længe været et symbol på menneskets opfindsomhed og eventyrlyst. Men hvornår gik havet egentlig fra at være en næsten uovervindelig forhindring til den maritime motorvej, vi kender i dag? I mange år mente forskere, at svaret skulle findes i bondestenalderen. Det var en af de mest skelsættende perioder i menneskets historie, hvor menneskeheden for alvor lagde jæger-samler-livet bag sig og begyndte at dyrke jorden, holde husdyr og slå sig ned på faste bopladser. Men vores forskerholds opdagelse af europæiske jæger-samleres tilstedeværelse på den lille middelhavsø Malta har vendt op og ned på denne opfattelse. Resultaterne, som blev offentliggjort sidste år, viser, at mennesker nåede frem til Malta fra det europæiske fastland, sandsynligvis via Sicilien, for mindst 8.500 år siden. Nu viser et nyt studie, at disse mennesker ikke blot foretog enkeltstående sørejser. Det ser derimod ud til, at de gentagne gange tilbagelagde mere end 100 kilometer over åbent hav længe før landbrugets indtog. Forskere har længe vidst, at forhistoriske sørejser må have fundet sted. Det mest kendte eksempel er nok menneskets kolonisering af Australien, som fandt sted for titusinder af år siden, og som krævede, at mennesker krydsede åbent hav. Men det har længe været den gængse opfattelse, at jægere og samlere ikke havde de nødvendige forudsætninger for at gennemføre lange sørejser til små og fjerntliggende øer, fordi deres livsgrundlag var uløseligt knyttet til de lokale naturressourcer. Det gjaldt også Europas sidste jægere og samlere i den periode, der kaldes jægerstenalderen (mesolitikum), som var perioden før bondestenalderen (neolitikum). I bondestenalderen introducerede en ny befolkning agerdyrkning til Europa fra Anatolien, der udgør størstedelen af nutidens Tyrkiet. Her kommer de seneste fund fra Latnija på Malta ind i billedet. Afspejlede den overraskende tilstedeværelse af europæiske jægere og samlere på Malta en enkeltstående, tilfældig overfart, eller måske mennesker, som på en eller anden måde var strandet på øen? Eller afspejlede jægerstenalder-menneskernes tilstedeværelse noget helt andet og mere komplekst? For at afprøve disse muligheder vurderede vi, om Malta kunne understøtte en levedygtig bestand af jægere og samlere, der kunne have levet isoleret gennem øens 1.000-årige bosættelse i jægerstenalderen. Først undersøgte vi konsekvenserne af de ændrede havniveauer siden det sidste glaciale maksimum, altså kulminationen på den seneste istid, for omkring 21.000 år siden. Det var på dette tidspunkt, at havniveauet begyndte at stige fra sit laveste niveau, omkring 130 meter under det nuværende havniveau. På denne måde kunne vi kortlægge, hvordan Maltas størrelse ændrede sig over tid, og hvordan øens forbindelse til omkringliggende øer og landmasser udviklede sig. Under det sidste glaciale maksimum var Malta forbundet med Sicilien via en landbro (er et stykke land, der forbinder to landområder, som i dag kan være adskilt af hav. Den kan for eksempel opstå, når havniveauet falder under en istid, red.). Denne forbindelse bestod, mens havniveauet fortsatte med at stige, indtil for omkring 14.000 år siden, hvor landbroen begyndte at blive oversvømmet. Den fortsatte havstigning betød, at Malta på mindre end tusind år blev betydeligt mindre og afskåret fra Sicilien, så kontakt mellem de to områder krævede en længere sørejse. Da mennesker bosatte sig på Malta i jægerstenalderen, havde øen næsten fået sin nuværende form, og afstanden til Sicilien adskilte sig ikke væsentligt fra den, vi kender i dag. Efter at have kortlagt, hvordan det stigende havniveau påvirkede Maltas størrelse og tilgængelighed, undersøgte vi, om øens særlige økologiske forhold kunne understøtte jæger-samler-befolkninger. Fordi jægere og samlere er afhængige af naturens ressourcer, hænger befolkningstætheden tæt sammen med et områdes økologiske produktivitet. Vi modellerede derfor sammenhængen mellem befolkningstætheden hos nutidige jæger-samler-...