Spring til indhold
Et utroligt kosmisk held: Derfor kan solformørkelser ses fra Jorden\nHvad er en solformørkelse?\nGeometrien bag solformørkelser\nHvorfor er fulde solformørkelser sjældne?\nSådan forudsiger vi solformørkelser - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Et utroligt kosmisk held: Derfor kan solformørkelser ses fra Jorden\nHvad er en solformørkelse?\nGeometrien bag solformørkelser\nHvorfor er fulde solformørkelser sjældne?\nSådan forudsiger vi solformørkelser

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

10. august 2026 6m
0:00 6m

Beskrivelse

Temperaturen daler og mørket falder midt på en højlys dag. Gennem årtusinder har solformørkelser vakt fascination og frygt. Det unikke fænomen opstår, når himmellegemerne står helt rigtigt – og med lidt geometri kan vi forklare og forudsige hændelsen. En total solformørkelse opstår cirka hver 18. måned, men da godt 70 procent af vores klode er dækket af vand – og da skyer kan spolere udsigten – er det ikke dem alle, der vækker stor opsigt. Lige rundt om hjørnet lurer en solformørkelse over Danmark. I denne omgang er det kun delvist - omtrent 84 procent - at Månen vil skygge for Solen. Sidste gang, vi kunne opleve sådan en, var i marts 2025, men Solen bliver væsentligt mere dækket denne gang. Jeg forsker i geofysik på Danmarks Meteorologiske Institut, hvor vi - udover at lave vejrudsigter - også forsker i atmosfæren og jordsystemet. I denne artikel vil vi se på, hvordan solformørkelser opstår, hvorfor den totale formørkelse er en sjælden sag, hvordan vi forudsiger dem, og hvorfor fænomenet er unikt for vores planet. Mens vi kredser om Solen, kredser Månen om os. Lige præcis én gang om måneden står Månen mellem os og Solen, og det oplever vi som en nymåne. En nymåne er ofte næsten usynlig, eller måske kun synlig som en smal bue. Det skyldes, at på dette tidspunkt vender den lyse side af Månen væk fra os, og vi kan næsten kun se dens mørke side. En fuldmåne står omvendt 'bag' Jorden, og da kan vi se den helt, fordi den side, som vender mod Jorden, bliver oplyst af Solens stråler. Når Månen står lige præcist mellem os og Solen, kaster den en skygge under sig - og det kalder vi en solformørkelse. Det sker på samme vis, som når man stiller sig foran en lampe og blokerer for lyset. Den skygge opleves på Jorden som mørke midt på en højlys dag, men da Månen kredser hurtigt videre, varer formørkelsen kun nogle minutter det pågældende sted. Illustrationen nedenfor viser, hvordan en solformørkelse opstår. Området på Jorden, som er markeret umbra, som i øvrigt er det latinske ord for skygge, vil opleve en total solformørkelse, hvor Solen dækkes helt. Der hvor penumbra falder, vil der i stedet forekomme en delvis solformørkelse, hvor kun en del af Solen skygges af Månen. Man kunne godt forestille sig, at hvis Månen var en lille smule mindre, så ville større dele af Solen være synlig selv under den totale formørkelse. Ligeledes, hvis Månen var større, ville den blokere for mere lys og skabe et større umbra. At den fulde formørkelse overhovedet er mulig, skyldes det helt særlige størrelsesforhold mellem Månen og Solen. Solen er cirka 400 (præcist 400,8) gange Månens størrelse. Det er helt tilfældigvis også sådan, at Månen er omtrent 400 gange (det præcise tal varierer, men i gennemsnit 389,2) tættere på os end Solen. Det er en helt særlig kombination, som gør den fulde solformørkelse mulig. Vi kender ikke til nogen fysisk årsag til, at tingene skulle flaske sig sådan, men det er et fedt tilfælde. Af de næsten 500 måner, som vi har kendskab til i vores eget solsystem, er der ingen andre, der udviser denne opstilling. Vi er altså temmelig heldige! Man kunne godt forestille sig, at en solformørkelse var mulig ved enhver fuldmåne, under de beskrevne omstændigheder, men der er flere faktorer på spil. Selvom Månen og Solen har de helt rigtige størrelses- og afstandsforhold til at kunne danne skygge på Jorden, kræver det også, at Månens bane er fuldkommen cirkelformet, og at den står i det rette plan – og det er ikke garanteret. Månens bane er ellipseformet ligesom vores egen. Den afviger fra Jordens plan med Solen med ca. 5° - svarende til knap 3 procent. Den lille afvigelse er nok til, at nymånen under de fleste omstændigheder ikke skygger for Solen. Når en formørkelse sker, er det samlede skyggeområde (penumbra) noget større end området, der oplever den fulde formørkelse (umbra). Så mens man relativt ofte kan se en delvis formørkelse, er det sjældent, at man oplever en total solformørkelse på samme lokation. Den sidste fulde formørkelse, de...

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →