Er din hund højre- eller venstrepotet? Ny test kan måske afsløre mere end bare dens yndlingspote
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Nogle hunde foretrækker venstre pote, mens andre foretrækker højre. Præcis ligesom os mennesker. Men hunde bruger ikke nødvendigvis den samme pote hver gang. En hund kan for eksempel foretrække højre pote i én situation og venstre i en anden, og derfor har det været svært at måle deres egentlige potepræference. Nu har et hold forskere fra University of Bari i Italien udviklet en ny test, der kan gøre det lettere at finde ud af, skriver Phys.org. I testen skulle 43 familiehunde løse en række forskellige opgaver. I stedet for kun at kigge på én enkelt situation, som mange tidligere metoder har gjort, så forskerne på et samlet mønster i hundenes potevalg. I studiet, som er publiceret i tidsskriftet Royal Society Open Science, skulle hundene blandt andet række ud efter godbidder, holde fast i et stykke legetøj og gå ned ad trapper. Resultaterne blev samlet i en score, som viste, om hundene foretrak højre eller venstre pote. Det viste sig, at de fleste hunde faktisk havde en favoritpote. Men testen viste også, hvor stærk præferencen var - altså om hunden konsekvent brugte den samme pote, eller om den skiftede mere mellem de to. Forskerne håber, at testen på sigt kan fortælle os mere end bare, hvilken pote hunden bedst kan lide at bruge. Tidligere studier har nemlig koblet potepræferencer til forskelle i blandt andet stress, adfærd og kognitive evner hos hunde. På sigt kan den slags viden måske bruges, når man skal træne hunde, vurdere deres trivsel eller udvælge hunde til særlige opgaver som service- og arbejdshunde.