Spring til indhold
En psykiatrisk diagnose kan være en lettelse - men også volde skade
Diagnosens placeboeffekt
Diagnoser beskriver mønstre, men ikke hvem et menneske er
Diagnosen kan svække egen handlekraft
Henrik Ibsens Vildanden: paralleller til diagnoser?
Diagnosen former vores verden – og kan lukke døre
To former for omsorg
Fire måder at navigere på
At jage vildanden - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

En psykiatrisk diagnose kan være en lettelse - men også volde skade Diagnosens placeboeffekt Diagnoser beskriver mønstre, men ikke hvem et menneske er Diagnosen kan svække egen handlekraft Henrik Ibsens Vildanden: paralleller til diagnoser? Diagnosen former vores verden – og kan lukke døre To former for omsorg Fire måder at navigere på At jage vildanden

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

19. oktober 2026 9m
0:00 9m

Beskrivelse

Forestil dig, at du igennem længere tid har kæmpet med uro, ustabile relationer eller måske en gennemgribende følelse af nedtrykthed. Din situation spidser til, og du tager kontakt til en psykiater. Psykiateren, der med sin lange uddannelse besidder en vis autoritet, giver dig en diagnose, og pludselig ser du hele dit liv og din situation i et nyt lys: Måske var det ikke dig, der var forkert. Du var ikke doven eller ligeglad, og dine vanskeligheder skyldtes ikke dårlige intentioner eller manglende vilje. Det hele får nu en anden forklaring, nemlig en medfødt udviklingsforstyrrelse eller en ændret hjernekemi. I tiden efter diagnosen kan det føles som en enorm lettelse. Endelig er der noget, der giver mening. De fleste har hørt om placeboeffekten: Den bedring, man kan opleve alene ved at tro, håbe eller forvente, at behandlingen virker, selv om behandlingen i virkeligheden består af en snydetablet. Hvad nu hvis dét at få en diagnose kan have en placebolignende effekt? Det har vi netop udgivet en videnskabelig artikel om. Læs med og find også ud af, hvad to klassiske fortællinger 'Rumleskaft' og 'Vildanden' afslører om tilgangen til psykiatriske diagnoser. Filosoffen Alan Levinovitz og psykiateren Awais Aftab har for nylig døbt diagnosens placeboeffekt Rumleskaft-effekten efter Brødrene Grimms eventyr. I eventyret afslører prinsessen Rumleskafts navn og genvinder på den måde magten over sin livssituation. Overført til psykiatrien kan diagnosen give patienten en oplevelse af 'magt' i form af en forklaring og et sprog for lidelsen: "Det er ikke bare mig, den er gal med. Det er ikke min skyld." Den oplevelse kan være dybt lindrende. En diagnose kan reducere skyld og skam, skabe mening og give adgang til behandling. For mange er det første gang, deres erfaringer samles i en forståelig ramme. Men her opstår også et dilemma: For hvad nu hvis lindringen ikke kun kommer af navngivningen, men også af fortællinger om diagnosen, som hverken er tilstrækkeligt videnskabeligt underbyggede eller uskyldige på sigt? Psykiatriske diagnoser samler som udgangspunkt symptomer til en fælles betegnelse og siger ikke noget om, hvorfor et menneske er, som det er. Hvis man for eksempel diagnosticeres med en depression, betyder det kun, at man viser symptomer på depression. Diagnoserne er altså arbejdsredskaber, ikke endelige forklaringer på, hvem et menneske er. De ændrer sig ofte over tid, peger sjældent på én entydig biologisk årsag og har meget stor usikkerhed indbygget – forskellige læger når gennemsnitligt kun frem til den samme diagnose hos den samme patient 55 procent af gangene. Alligevel forstås diagnoser i den brede offentlighed ofte mere 'essentialistisk': som noget medfødt, iboende og fastlåst, der kan spores i hjernen. Forskningen leder i dag rigtig nok efter diagnosernes biologiske ophav, men forskelligheden og usikkerheden heri er så stor, at de endnu ikke kan bruges på individniveau. I en ny teoretisk artikel udgivet i tidsskriftet 'Philosophy, Psychiatry, & Psychology' foreslår vi, at en del af Rumleskaft-effektens 'kraft' netop skyldes, at diagnosen forstås gennem et mere forsimplet, essentialistisk og skæbnebestemmende narrativ, end videnskaben kan bære. Det skaber et etisk dilemma. På den ene side kan diagnosen give lettelse, afklaring og mindre selvbebrejdelse. På den anden side viser forskning, at biologiske og essentialistiske forklaringer også kan have flere uheldige konsekvenser, blandt andet kan de: svække oplevelsen af egen handlekraft hos den, der bærer diagnosen mindske vedkommendes håb for fremtiden forstærke andres syn på mennesker med psykiske lidelser som anderledes og farlige. Spørgsmålet er derfor ikke, om diagnoser er gode eller dårlige i sig selv. Spørgsmålet er, hvilke fortællinger vi knytter til diagnoserne. Det dilemma kalder vi 'vildandsdilemmaet'. Hvor Levinovitz og Aftab trak på et Grimm-eventyr, trækker vi på Henrik Ibsens skuespil Vildanden. Stykket handler om en familie, der kun hænger sammen i kraft af en ...

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →