Spring til indhold
Emma baner vejen for månebaser: 3D-printer mursten med månestøv
Infrastruktur til månebaser
Nordens største 3D-printer
Termiske spændinger
På vagt
Styr på støvet
Den færdige prøve
"Vigtigt projekt"
Fremtiden er åben - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Emma baner vejen for månebaser: 3D-printer mursten med månestøv Infrastruktur til månebaser Nordens største 3D-printer Termiske spændinger På vagt Styr på støvet Den færdige prøve "Vigtigt projekt" Fremtiden er åben

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

18. oktober 2026 11m
0:00 11m

Beskrivelse

"Er vi klar?" "Klar!" En højlydt, skinger alarm annoncerer, at den store industriskydedør er ved at lukke – og at man gør klogt i at holde arme og ben på sikker afstand. Med et tungt mekanisk klik lukker døren. Eksperimentet kan begynde. Klemt inde på en lille arbejdsstation foran døren står tre forskere fra Danmarks Tekniske Universitet og følger med på et skærmbillede, der sendes inde fra det aflukkede kammer. På skærmen bevæger en robotarm sig ind over en lille metalkasse. Så, uden varsel, blænder skærmen op i et pludseligt, pulserende lysglimt. Røg begynder at stige op fra kassen. Bag den lukkede dør er Nordens kraftigste laser, som er monteret på robotarmen, i gang med at smelte simuleret månestøv ved at varme det op til flere tusinde grader. Formålet med dagens forsøg er at undersøge, om det er muligt at stable flere lag af månestøv ved at smelte dem sammen, så man potentielt kan lave fliser og mursten af materialet. Hvis alt går, som forskerne håber, kan teknologien måske en dag være med til at bygge veje og habitater til fremtidens månebaser. Men det kræver, at dagens test går godt, og at månestøvet kan tåle at blive bearbejdet. "Det er jeg meget spændt på at se," siger Emma Porsbjerg, som er ph.d.-studerende ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og står i spidsen for dagens forsøg. Hun har brugt de seneste to år på at udvikle og forfine metoden til at bearbejde månestøv, som nu sættes på prøve. Hvis teknologien virker er hensigten at bruge metoden til at bygge infrastruktur direkte på Månen, så man slipper for at skulle fragte byggemateriale hele vejen fra Jorden til Månen. Først til at bygge veje og landingspladser og måske senere hen de habitater, astronauterne skal bo i. Det lyder måske som science fiction, men den amerikanske rumfartsorganisation NASA er allerede i gang med første fase af sådan et projekt med Artemis-missionerne. Da NASA i april sendte en gruppe astronauter på flyvetur rundt om Månen, var det for at afprøve nogle af de systemer, som inden for få år skal bruges til at etablere en permanent månebase, hvor astronauter kan bo og arbejde. "Derfor skal vi kunne bruge de materialer, der allerede er der." Dagens test af månestøvets potentiale til at blive til fliser og mursten foregår i en lagerhal på Lindø industrihavn lidt nord for Odense. Bag lagerhallens anonyme, bølgeblikbelagte ydre gemmer firmaet Force Technology nemlig på en højteknologisk installation: Nordens største 3D-printer, som normalt bruges til at printe dele til eksempelvis skibe og fly. Den har Emma Porsbjerg fået mulighed for at låne til sin forskning. Det er i høj grad takket været Michel Honoré, som leder Force Technologys rumrelaterede projekter, og hans personlige interesse i projektet, fortæller hun. Michel Honoré specialiserer sig i denne type avancerede 3D-print og har tidligere været med til at printe dele til Ariane 6-raketten. Han har været sparringspartner på projektet over de seneste to år og hjælper derfor også til i dag. Printeren fungerer normalt ved at bruge en kraftig laserstråle til at smelte metalstøv og under processen omforme metalstøvet til komplekse objekter. Den teknologi har Emma Porsbjerg med hjælp fra Michel Honoré og Force Technology formået at overføre, så den også virker med månestøv – som ikke er et metal, men er tættere på glaskeramik. Månestøvet har sine egne egenskaber og udfordringer, og derfor er der også usikkerheder omkring materialets holdbarhed. "Når vi sætter flere lag oven på hinanden, er det øverste lag 1.500 grader varmt, mens det nederste lag er kølet ned til måske 500 grader eller helt ned til 200 grader," forklarer Emma Porsbjerg. De ekstreme temperaturforskelle skaber termiske spændinger, fordi materialet udvider og trækker sig sammen i forskelligt omfang. Bliver disse spændinger for store, flækker månestøvsmurstenene. I mindre forsøg på laboratoriet på DTU, med en langt mindre laser, er det lykkedes at stable disse lag uden problemer. "Men er det stadig gældende, når man skalerer ...

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →