"Det er helt vildt": Hvaler i tusindvis strømmer nu til Østgrønland\nTiltrækkes af en særlig fisk\nFordriver narhvalerne\nSænk CO2'en
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
De plejer at boltre sig i havet omkring Island, men pludselig er pukkelhvaler, finhvaler og vågehvaler spottet i hobetal langs den grønlandske østkyst. Der er tale om cirka 15.000 af de store hvaler med rygfinner, der mæsker sig i enorme stimer af krill og fisk i det lave vand langs Grønlands østkyst, afslører observationer i et nyt studie af forskere fra Grønland, Island og Danmark. "Det er helt vildt," siger Jonas Teilmann, der er professor på Aarhus Universitet og medforfatter til det nye studie. Han forklarer, at årsagen er, at havet omkring Grønlands østkyst har ændret sig markant de seneste 25 år. "Før var der masser af is i havet hele året, og derfor kunne hvalerne ikke leve der. De fik simpelthen skåret deres rygfinner af, hvis de prøvede. Men nu er der stort set ingen is tilbage i området," siger Jonas Teilmann. På grund af klimaforandringer er havvandstemperaturen på 25 år steget med to grader, og derfor er der ingen driv-is at finde i sommermånederne. "To grader lyder måske ikke af så meget, men det er virkelig voldsomt. De lokale siger også, at de knapt kan kende området nu. Fremmede fuglearter og masser af hvaler over det hele." Der er flere årsager til, at hvalerne flytter sig. Det er ikke kun, fordi de ikke længere frygter at få rygfinnen skåret over af drivende isstykker. I havet langs den østgrønlandske kyst findes nemlig hvalernes livret; loddefisken. Den har ikke altid været der. "Egentlig plejede loddefisken og hvalerne at leve i havet omkring Island. Men fordi vandet er blevet for varmt ved Island, er loddefiskene søgt mod det koldere Østgrønland. Og nu er hvalerne så fulgt efter," forklarer Jonas Teilmann. Derudover fanges der få hvaler i Østgrønland. "Så det er et rent paradis for hvalerne." De stigende temperaturer ved Østgrønland må føles som en ren badeferie for pukkel-, våge- og finhvalerne. Men det varmere hav er langt fra godt nyt for alle hvaler. Narhvaler bliver nemlig fordrevet fra kystområdet. "De plejede at gemme sig fra andre større hvaler og særligt spækhuggere i isen. Men da den ikke er der længere, har de måttet søge længere nordpå mod Scoresbysund for at finde områder med mere hav-is," siger Jonas Teilmann. Temperaturændringerne er noget, vi bør tage alvorligt, lyder det fra Eva Garde, der er seniorforsker med speciale i hvaler og hvalrosser på Grønlands Naturinstitut. Hun er imponeret over det nye studie. "Studiet viser meget tydeligt, hvordan menneskeskabte klimaforandringer kan ændre et helt økosystem, nedefra og op," siger hun. "Nogle hvaler søger mod de gunstige forhold, der er opstået i Østgrønland med flere loddefisk og mindre drivis, mens forholdene for andre arter og det arktiske økosystem i sin helhed, kan være yderst problematiske." Både Eva Garde og Jonas Teilmann peger på, at de stigende temperaturer kan føre til reelle kollaps af økosystemer. "Ligesom loddefisken nu har søgt mod Østgrønland for at undgå de varmere temperaturer omkring Island, vil de formentlig om nogle år søge videre igen, når der bliver for varmt i deres nuværende område," siger Jonas Teilmann. "Men mange arter kan ikke følge med de hurtige temperaturstigninger. Til sidst vil der ikke være flere områder med koldt vand tilbage, og så har vi et kæmpe problem." Derfor mener Jonas Teilmann, at studiet er en påmindelse om, at vi skal passe bedre på kloden. "Vi skal stoppe med at bruge fossile brændstoffer og nedsætte vores CO2-udslip. Kun sådan kan vores smukke verdenshave og de vidunderlige arter i dem overleve."