Derfor mister du kontrollen under et skænderi med dem, du elsker – og sådan får du den tilbage Tidligere traumer og erfaringer gør hjernen alert Vi har ansvar for den effekt, vi har på hinanden Hvad gør man, når den følelsesmæssige flodbølge rammer? 20-minuttersreglen Vi skal ikke undgå konflikter
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Min ekskæreste sagde engang til mig midt i et skænderi, at jeg var det mest uempatiske menneske, han nogensinde havde mødt. Det var et slag under bæltestedet. Jeg er klinisk psykolog. Empati er bogstaveligt talt en del af mit arbejde. Det, han formentlig ikke vidste – og som jeg var alt for følelsesmæssigt overvældet til at forklare i øjebliket – er, at når vi skændes med mennesker, vi elsker, kan vores hjerner for en stund vende sig imod os. Forskere kalder det følelsesmæssig overvældelse (emotional flooding) eller diffus fysiologisk aktivering (diffuse physiological arousal). Hjertet hamrer. Vi rødmer, sveder og ryster. Adrenalinen pumper gennem kroppen, som var vi et bytte på flugt fra et rovdyr. Lisa Feldman Barrett, der er professor i psykologi ved Northeastern University i USA, beskriver hjernen som værende "låst inde i en mørk, lydløs boks" (kraniet) uden direkte adgang til omverdenen. Hjernen kan med andre ord kun arbejde med de signaler, den modtager fra sanserne, og bruger så tidligere erfaringer til at forudsige, hvad signalerne betyder. Da min partner under et skænderi slog blikket ned og vendte hovedet væk, registrerede min hjerne derfor ikke blot, at forbindelsen mellem os blev brudt. Den trak på mine tidligere erfaringer og fandt mindet om min far, som i store dele af min barndom var følelsesmæssigt fraværende og uengageret, og slog alarm: 'Fare på færde'. Har man oplevet mange konflikter, afvisninger eller traumer, kan hjernen blive særligt følsom over for tegn på fare. Den begynder at tolke selv mindre gnidninger i relationer som trusler, også når man i virkeligheden er helt i sikkerhed. Den forsøger at beskytte dig. Problemet er, at man hurtigt går fra at tænke på "os" til at tænke på sig selv, når man først bliver følelsesmæssigt overvældet. Empatien træder i baggrunden, og hjernen går i overlevelsestilstand frem for at fokusere på relationen. Det ville være fristende at give min hjerne eller min ekskæreste skylden for, at jeg følte mig truet under skænderiet, men virkeligheden er mere kompliceret. Vi påvirker konstant hinandens fysiologi og er med til enten at berolige eller aktivere hinandens nervesystem. Derfor har vi også et ansvar for den effekt, vi har på hinanden. Det ses måske tydeligst i forholdet mellem forældre og børn: Mange forældre er pressede i forvejen. Når et barn reagerer voldsomt eller udfordrende, er den bedste reaktion ofte nysgerrighed: Hvad prøver barnet at fortælle med sin adfærd? Men en forælder, der selv er følelsesmæssigt overvældet, vil langt oftere reagere hårdt eller gå i forsvar end møde barnet med den ro og åbenhed, det har brug for. Det første skridt er at lære at genkende, hvad der sker i kroppen, mens det sker. Blot ved at være bevidste om vores egen følelsesmæssige tilstand, kan vi lettere dæmpe den automatiske reaktion. Det kræver øvelse. Men når man lærer at genkende de første tegn – varmen i kroppen, den stigende puls – opstår der et lille vindue, hvor man kan nå at vælge sin reaktion, før hjernen tager over. Det andet redskab kaldes inden for psykologien kognitiv revurdering. Det handler om bevidst at lægge en alternativ forklaring ind mellem det, der udløser reaktionen, og selve reaktionen. Kognitiv revurdering handler om at spørge: Kan der være en anden forklaring? Det handler ikke om at undertrykke følelserne, for det kan forstærke de voldsomme følelser, men om at skabe et større råderum, så man ikke automatisk reagerer på den første impuls. Hvis intet andet virker, er den mest effektive løsning også den enkleste: Gå væk et øjeblik. Ikke ved at smække med døren eller afvise den anden, men ved på forhånd at have aftalt et ord eller en sætning, der betyder: "Jeg har brug for en pause. Jeg går ikke min vej, jeg har bare brug for lidt tid til at falde til ro". En pause virker kun, hvis den er lang nok – mindst 20 minutter. Det giver kroppen tid til at falde til ro. Og den skal bruges på noget, der afleder tankerne, ikke på at genopleve konflikten igen og igen. Det gæ...