Den transatlantiske krise: Trump har antændt et bål, der har ulmet i årtier Europas faldende strategiske betydning Årtiers uforløste spændinger Hvad er det egentlig, der er kollapset? Et nyt transatlantisk forhold?
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus i 2025 har skabt grundlæggende usikkerhed om USA's vilje til at forsvare Europa. Han stiller jævnligt spørgsmålstegn ved NATO's eksistens, og hans tilgang til Rusland og krigen i Ukraine har blotlagt betydelige interesseforskelle mellem USA og dets europæiske allierede. Samtidig har udviklingen understreget Europas fortsatte afhængighed af amerikanske våben, efterretninger og teknologi. Det er senest blevet tydeligt i den stadigt mere højspændte diplomatiske krise mellem USA og Ukraine. Men selvom Trump udgør en akut udfordring for det transatlantiske forhold, er alliancens krise ikke hans værk alene, som jeg redegør for i bogen 'Alliancens kollaps'. Den er resultatet af en længere historisk udvikling, hvor Europas betydning for USA gradvist er blevet mindre, og hvor uløste konflikter mellem amerikanere og europæere har tæret på den indbyrdes tillid. Forholdet til Europa har været kernen i USA's udenrigspolitik siden nationens fødsel. Først fordi de europæiske stormagter udgjorde en trussel mod de amerikanske staters overlevelse, og siden fordi deres rivalisering skabte muligheder for, at USA kunne udvide sit territorium. Efter at USA selv blev en stormagt, blev det derimod en central strategisk amerikansk interesse at forhindre, at én magt opnåede herredømmet over Europa. Denne interesse trak USA ind i to verdenskrige og førte efter 1945 til en permanent amerikansk militær tilstedeværelse i Europa. USA påtog sig hovedansvaret for Vesteuropas sikkerhed efter Anden Verdenskrig og etablerede et transatlantisk samarbejde, der blev hjørnestenen i den såkaldte regelbaserede verdensorden. Men den geopolitiske virkelighed har ændret sig, og i dag er Europa ikke længere det indlysende centrum for amerikansk strategisk tænkning. De seneste 20 år er USA i stigende grad begyndt at orientere sig mod Asien og ikke mindst Kina, mens Europas relative geopolitiske betydning er aftaget. Denne forskydning startede før Trump, og ser ud til at fortsætte uanset hvem der er præsident. Samtidig debatterer amerikanerne i stigende grad USA's rolle som leder af en regelbaseret verdensorden, og der er i dag ikke samme grad af konsensus som tidligere. Trump har bidraget til denne udvikling, men den var allerede undervejs før ham og vil næppe forsvinde med hans afgang. USA's ændrede strategiske prioriteringer er imidlertid kun en del af forklaringen på alliancens krise. Det transatlantiske forhold har gennem årtier været præget af grundlæggende uenigheder, som parterne ofte har forsøgt at nedtone frem for at løse. Et centralt stridspunkt har været byrdefordelingen i NATO. Amerikanske præsidenter har længe kritiseret europæerne for ikke at bidrage tilstrækkeligt til deres eget forsvar, mens europæerne har frygtet konsekvenserne af en amerikansk tilbagetrækning. Også synet på militær magtanvendelse har skabt konflikter. Irak-krigen i 2003, hvor Frankrig og Tyskland modsatte sig den amerikanske invasion, afslørede dybe forskelle i strategisk kultur og politiske prioriteter. Det er fortsat tilfældet med Iran-krigen i 2026, men nu har ingen europæiske lande appetit på at følge USA i krig i Mellemøsten. Også det ofte højtbesungne transatlantiske værdifællesskab har i stigende grad været præget af politiske og ideologiske modsætninger. Trumps ideologiske angreb på EU og indblanding i europæisk indenrigspolitik har taget værdikampen til nye højder, men den fandtes allerede under Tea Party-bevægelsen i 2010'erne og har endnu dybere historiske rødder. Dertil kommer forskellige opfattelser af FN og internationale institutioner generelt. Mens europæerne generelt har været stærke fortalere for multilaterale løsninger, har USA længe haft et mere ambivalent forhold til internationale organisationer. Trumps udfald mod FN og Den Internationale Straffedomstol er blot de seneste eksempler i rækken. Disse spændinger fik ikke tidligere alliancen til at bryde sammen, fordi begge parter havde en overordnet strategisk interesse i ...