De store oplysningstænkere var dybt religiøse

Oplysningen er alle steder. Hvis der ikke ligger en morgenavis på ens spisebord, har man måske deltaget i et arrangement på det lokale bibliotek eller fulgt et kursus på Folkeuniversitetet. Bare i Aarhus, hvor jeg bor, er der oplysning overalt med forlag, foredrag og museer. Mange større festivaler har også oplysning i centrum såsom Historiske Dage og Bloom i København, Sprogense i Bogense, Folkemødet på Bornholm og Kulturmødet på Mors. For ikke at tale om højskoler og efterskoler, der er blevet selve indbegrebet af oplysning i Danmark. Vi er på en måde omsluttet af oplysningen hele tiden, og vi bliver alle formet af den. Alligevel har vi ikke en særlig klar idé om, hvad den egentlig er. Nye tidsskrifter, bøger og selskaber Når vi i dag diskuterer vores egen tid, er 'oplyst' måske ikke det første ord, der falder os ind. Da chefredaktør for Zetland, Lea Korsgaard, i en lille bog fra 2017 skulle karakterisere vores samtid, kaldte hun den ligefrem for løgnens tidsalder. Derfor kan det virke lidt mærkværdigt, at mennesker i 1700-tallet var så optimistiske, at de talte om deres egen tid som oplysningens tidsalder. Men de havde en god grund. De allerførste oplysningstænkere levede nemlig i en periode, hvor ikke bare verden, men også vores måde at forstå den på, ændrede sig så radikalt, at det krævede et nyt begreb. Først og fremmest kom den nye verden til udtryk i en ny offentlig kultur. Med et væld af nye aviser, tidsskrifter, bøger og selskaber sprudlede oplysningen frem og skabte den offentlighed, vi kender i dag. Flere store institutioner, som vi stadig forbinder med oplysningsarbejdet, blev netop grundlagt i 1700-tallet. Det gælder for eksempel den ældste, stadig publicerede avis i Danmark, Berlingske, som den tyskfødte bogtrykker Ernst Henrich Berling udgav første gang i 1749. Og landets største forlag Gyldendal, som Søren Gyldendal grundlagde i 1770. Et nyt verdensbillede Når folk dengang begyndte at tale om samtiden som oplysningens tidsalder, hang det altså sammen med de mange skelsættende begivenheder. Læsere af Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender, som Berlingske hed dengang, kunne for eksempel undre sig over, at Amerikas Forenede Stater erklærede sig uafhængige af den engelske konge i 1776. Senere kunne de forfærdes over franskmændenes revolution i 1789, hvor Ludvig 16. og hans kone Marie-Antoinette efter nogle år endte med at få kappet hovederne af på Place de la Révolution i Paris. Ud over de store politiske omvæltninger kunne folk i tidsskrifter og bøger læse om astronomernes argumenter for et nyt verdensbillede med Solen i centrum frem for Jorden. De kunne også diskutere alt lige fra englænderen Isaac Newtons fysiske love til skotten Adam Smiths økonomiske teorier. De tidlige oplysningstænkere var dybt religiøse Hvis vi skal forsøge at indkredse det tidlige oplysningsprojekt, handler det, som den tyske filosof Immanuel Kant beskriver, om at opnå myndighed til at indgå i denne nye offentlighed, og det gør mennesket bedst ved at bruge sin forstand til at tænke frit og kritisk. Der er dog mindst to steder, hvor mange i dag slet ikke ville kunne genkende nutidige idéer om oplysning i den tidlige udgave. De fleste tænkere dengang var nemlig dybt religiøse. Det gjaldt også den betydningsfulde danske teolog Erik Pontoppidan, der så en klar sammenhæng mellem oplysning, videnskab og tro. Trods en enorm gennemslagskraft i 1700-tallet er han nærmest ukendt i dag, men det er en anden præst til gengæld ikke. N.F.S. Grundtvig var i 1800-tallet højlydt fortaler for oplysning, og han så ingen modsætning mellem sit eget oplysningsprojekt og det kristne budskab. Sådan var det netop for langt de fleste tidlige oplysningstænkere. Projektet var således ikke antireligiøst. Oplysningen stemte derimod fuldt overens med Bibelens budskab, hvor Jesus ifølge Johannesevangeliet 'oplyser' mennesket, ligesom Gud viser sig gennem lys i form af ild for profeter som Abraham og Moses i Det Gamle Testamente. At træde ud af mørket og vende sig mod lyse...