Dating-apps kan have en negativ indflydelse på unges kropsbillede
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Har du nogensinde været bekymret over, hvordan din krop ser ud på dine billeder på din datingapp? Så er du ikke den eneste. Ifølge et nyt studie kan datingsider som Tinder og Hinge påvirke, hvordan unge ser på sig selv. Det skriver University of Adelaide i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i Journal of Social and Personal Relationships. Studiet bygger på data fra 118 unge mellem 18 og 34 år. De brugte i gennemsnit 44 minutter om dagen på datingsider, og mange benyttede også flere apps på samme tid. Resultaterne peger på en forskel mellem køn: Kvinder kobler oftest deres selvtillid til, hvor mange matches og beskeder de får Mænd påvirkes især af, hvor meget tid de bruger på appsene Begge køn kan opleve øget pres på udseende og selvværd Ifølge forskerne tyder resultaterne på, at kvinder føler sig mere afhængige af andres bekræftelse - eksempelvis hvor mange likes, matches og beskeder, de får. Det kan ifølge forskerne gøre dem mere sårbare over for afvisning og mere modtagelige overfor at overveje løsninger som kosmetiske indgreb eller usunde slankemetoder for at opnå den bekræftelse. Mænd oplever mindre fokus på skønhedsidealer, men kan blive påvirket af afvisninger, særligt hvis de bruger meget tid på appsene, fremgår det af studiet. "Datingapps ændrer ikke bare, hvordan vi møder hinanden, de ændrer også, hvordan vi ser os selv," siger ledende forsker af studiet, Georgia Cuthill, i pressemeddelelsen. Ifølge forskerne fungerer appsene som et slags spejl, hvor man konstant bliver vurderet på sit udseende. Det kan skabe en 'feedback loop' , hvor man hele tiden søger bekræftelse, men sjældent føler, det er nok. Forskerne understreger, at det kan føre til problemer som angst, depression og forstyrret forhold til mad, hvis denne udvikling fortsætter. De peger derfor på behovet for bedre kendskab til platforme, som har fokus på udseende, så unge derigennem kan lære at gennemskue og håndtere det pres, som disse platforme kan skabe. Ifølge pressemeddelelsen bruger mere end 350 millioner mennesker globalt datingapps, og væksten forventes at overstige 450 millioner i de kommende år