Danske 15-årige sætter "foruroligende" bundrekord i læsning og matematik
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Danske skoleelever i 15-årsalderen har sværere ved at læse og klarer sig dårligere i matematik og naturfag end på noget andet tidspunkt, siden man begyndte at måle i år 2000. Og så pjækker de også mere end tidligere. Det skriver DR på baggrund af den nyeste version af den store PISA-undersøgelse, der hvert tredje år undersøger skoleelevers kompetencer og studievaner. "Der er ikke noget opløftende at sige om resultaterne. Det er foruroligende," siger Andreas Rasch-Christensen til DR. Han er forskningschef ved VIA University College og er med i det danske PISA-konsortium. "Og når vi samtidig ser samme tendens i andre resultater og undersøgelser på skoleområdet, så peger det på, at vi har en dansk folkeskole, der er i faglig krise," lyder hans vurdering ifølge DR. Det er særligt elevernes evne til at læse, som er under pres, viser undersøgelsen. Tendensen ses også i andre lande, inklusive resten af Norden, hvor de danske elever desværre præsterer dårligst. Og det vil kræve indsatser på tværs af mange områder at vende tendensen, fortæller Andreas Rasch-Christensen til DR. "Vi er nødt til at gå ind og samlet set give skolen et fagligt løft ved både at se på finansieringen, lærerne og lærernes uddannelse," siger Andreas Rasch-Christensen til DR.