Da Hassan voksede op, var stedet en ørken: "Om et år vil dette kvarter også være helt bygget til"

Vinden løfter sandet i udkanten af byen Nouakchott. Hassan sidder foran sit lille telt og peger ud over landskabet. For få år siden var der kun sand og enkelte telte og træhuse her. I dag ligger der en moské, en skole, små butikker og gader, som endnu ikke findes på noget kort. Overalt skyder nye huse frem. Hassan voksede op i ørkenen og levede som nomade. Nu bor han her i byen og arbejder som vagt for en rig mand, der er ved at opføre et stort hus i beton. "Byen vokser hele tiden," siger han. "Om et år vil dette kvarter også være helt bygget til." Hvad gør det ved mennesker at leve i en by, der konstant ændrer form? Dét spørgsmål har jeg arbejdet med gennem mere end ti års antropologisk forskning i Nouakchott, hovedstaden i Mauretanien, og en af de byer i Afrika, der vokser hurtigst. Det er nu blevet til en VR-oplevelse for lokale i Nouakchott og til en udstilling under CPH:DOX. Fra 500 til to millioner mennesker Nouakchott blev anlagt af franske koloniale planlæggere i årene op mod uafhængigheden fra Frankrig i 1960. Dengang boede der omkring 500 mennesker. I dag bor der næsten to millioner mennesker i byen, mange af dem tidligere nomader og deres efterkommere. Forandringen er sket på få generationer. Den slags tempo bliver stadig mere almindeligt globalt. I dag bor over halvdelen af verdens befolkning i byer, og FN forventer, at tallet stiger til omkring 68 procent i 2050. I mange afrikanske byer sker udviklingen langt hurtigere end i Europa. Her kan hele bydele opstå på få år. Urbanisering i Afrika er en af de største samfundsforandringer i vores tid. I 1950 boede omkring 27 millioner mennesker i Afrikas byer. I dag er tallet over 600 millioner, og inden 2050 forventes næsten en milliard flere at flytte til byerne. Til den tid vil hvert fjerde menneske på jorden være afrikansk. Når tempo skaber fremmedgørelse Men urbanisering handler ikke kun om statistik, bygninger, veje og infrastruktur. Den handler også om, hvordan mennesker oplever deres liv. I Nouakchott møder man mange mennesker, der stadig bevæger sig mellem forskellige livsformer. Nogle har slægtninge, der fortsat lever nomadisk i ørkenen, mens andre forsøger at skabe en permanent tilværelse i byen. I byens yderområder vokser nye kvarterer ofte frem spontant. Migranter slår sig ned, bygger midlertidige boliger og udvider dem gradvist. Det betyder, at byen konstant ændrer form. For mange beboere kan det skabe en følelse af fremmedgørelse. Man ved måske ikke, om kvarteret stadig eksisterer om fem eller ti år. Man har måske ingen officiel adresse. Og de fællesskaber, man tidligere havde i nomadesamfundet, er pludselig spredt i en stor og uoverskuelig by. Især unge lever i udkanten Mit forskningsprojekt undersøger livet i de områder i Nouakchotts hurtigt voksende udkant, hvor mange tidligere nomader og migranter fra landområderne slår sig ned. Her lever især unge mennesker, hvoraf mange rejser mellem by og land, tager midlertidige jobs eller transporterer varer gennem uformelle netværk. Men selvom de er i bevægelse, oplever mange også en form for fastlåsthed: Arbejdet er usikkert, og mulighederne for at forbedre sin livssituation er begrænsede. I mere end tyve år har jeg besøgt Mauretanien, hvor jeg har bedrevet antropologisk forskning – såkaldt deltagerobservation og interviews – blandt lokale i både ørken og by. Under mit ph.d.-feltarbejde i 2009-2012 fulgte jeg eksempelvis igennem flere år en gruppe unge mænd, der arbejdede som vandtransportører på æselkærrer. De kaldte deres arbejde tcheb-tchib – et lokalt udtryk for at navigere gennem uformelle økonomier og muligheder. Drømmen ser de på sociale medier For dem handlede byen ikke kun om arbejde, men også om drømme. De havde forestillinger om et bedre liv, inspireret af sociale medier, film og musik. Men samtidig oplevede de, at mulighederne i Nouakchott ofte var begrænsede. Min forskning viser, at netop det paradoks – mellem håb og usikkerhed – præger mange unges liv på byens periferi. Samtidig opstår nogle a...