Belfast i brand: Højrefløjen brugte sociale medier til at antænde vreden\nOpfordringer til optøjer\nFremvæksten af en giftig debat
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Optagelser af et rædselsvækkende knivangreb i Belfast begyndte at cirkulere på de sociale medier mandag aften 8. juni. En sudanesisk asylansøger i 30'erne, som ankom til Storbritannien i 2023, er sigtet for drabsforsøg. Den yderste højrefløj var hurtig til at udnytte situationen til at fremme en retorik, der retter sig mod indvandring. Tirsdag aften fulgte voldelige uroligheder i Belfasts gader og andre steder. Huse, biler og en bus blev sat i brand, og maskerede mænd smadrede vinduer. Nogle af angrebene på ejendom var angiveligt racistisk motiverede. Tidligere på dagen opfordrede aktivisten Tommy Robinson sine tilhængere på de sociale medier til at deltage i gadeprotester mod dette "angreb fra en indtrænger". Tommy Robinson delte en liste over steder i Storbritannien og Nordirland, hvor der var planlagt protester tirsdag aften. Hans opslag på X blev delt af tech-milliardæren Elon Musk, som opfordrede borgere til at protestere "gentagne gange og højlydt" for at ændre regeringens indvandringspolitik. Rupert Lowe, der er leder af Restore UK, som befinder sig på den yderste højrefløj blandt britiske politiske partier, lovede, at hans parti ville iværksætte masseudvisninger og genindføre dødsstraffen for at forhindre angreb begået af "barbarer". Samtidig begyndte WhatsApp-beskeder fra anonyme konti at cirkulere med opfordringer til mænd på 18 år og over i Nordirland om at "være klar til at kæmpe eller blive arresteret". Politikere fra hele Nordirlands politiske spektrum manede til ro, og en del kritiserede højreorienterede engelske politikere som Rupert Lowe for at udnytte angrebet til egne formål. Politichefen for Nordirlands politi (PSNI), Jon Boutcher, opfordrede borgerne til ikke at lade sig "lokke" til voldelige uroligheder af personer online, som forsøger at fremprovokere uro. At en mand var blevet sigtet for drabsforsøg, gjorde tilsyneladende ikke meget for at afskrække de forsamlinger af primært unge mænd, der samledes rundt omkring i Belfast. De satte blandt andet ild til en bus på Lower Newtownards Road og var involveret i sporadiske sammenstød med politiet over hele byen. Der er også rapporteret om vold i andre byer som Ballyclare og Portadown. I Ballyclare blev en tyrkisk frisørsalon angrebet. Der blev desuden foretaget anholdelser efter demonstrationer i Glasgow, hvor tre civile blev såret. Man kunne fristes til at tro, at denne fremgangsmåde er set før. I løbet af de seneste to år har højreradikale aktører brugt onlineplatforme til at udnytte hændelser, der involverer minoriteter, som en del af deres anti-indvandringskampagner. Disse hændelser omfatter blandt andet beskyldninger om et voldtægtsforsøg på en teenagepige i Ballymena, mordet på tre unge piger i Southport og drabet på Henry Nowak i Southampton. Fejlinformation spreder sig ofte online, når myndighederne bliver presset til at bekræfte mistænktes etnicitet og asylstatus. PSNI var meget hurtige til at offentliggøre disse oplysninger, formentlig for at undgå et informationsvakuum, hvor falske oplysninger hurtigt kunne sprede sig. Fakta lader ikke at have betydning for dem, der udnytter chok og traumer til at fremme deres påstande om, at indvandring er skyld i voldshandlinger. Politikere fordømmer som regel de højreradikale agitatorer online, samtidig med at teknologivirksomheder bliver kritiseret for ikke at gøre nok for at stoppe opfordringer til vold på deres platforme. Politikere og offentlige personer må gøre mere end blot at sige "ikke i vores navn". De må også tage en del af ansvaret for at have bidraget til en giftig debat om indvandring, der gør asylansøgere og migranter til "de andre". Overton-vinduet (eller Overton Window), som er en samfundsvidenskabelig model, der beskriver spektret af de idéer og holdninger, som offentligheden og politikere finder acceptable og legitime, har rykket sig mod højre, hvilket Rupert Lowes udtalelser illustrerer. Mis- og desinformation om indvandring får fodfæste i visse lokalsamfund, fordi man ofte hører, at asylans...