Behandling med konsekvenser: Hospitaler skubber til klimakrisen
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Når vi tænker på årsagerne til klimaforandringerne, falder tankerne oftest på de sædvanlige syndere: Kulfyrede kraftværker, svært trafikerede veje og industriel landbrugsproduktion. Vi tænker kun sjældent på hospitalerne. Men sundhedssektoren ville globalt set være blandt verdens fem største udledere af drivhusgasser, hvis den var et land. Omkring fem procent af de samlede globale CO2-udledninger kommer herfra. Det placerer sundhedssektoren på niveau med nogle af de mest forurenende industrier i verden. De vidtrækkende konsekvenser af klimaforandringerne bliver i stigende grad set som den største trussel mod menneskers sundhed i det 21. århundrede. Stigende temperaturer og miljømæssige forandringer har allerede negativ effekt på folkesundheden. Det ses blandt andet i form af flere hjerte- og lungesygdomme, større udbredelse af mygge- og flåtbårne sygdomme, hedeslag og andre varmerelaterede lidelser, skader fra ekstreme vejrhændelser og forværret mental sundhed. Hertil kommer mangelfuld adgang til rent vand, fødevarer og sikre boliger. Det løfter sløret for en ubehagelig sandhed: Sundhedsvæsenet både beskytter vores helbred - og er samtidig en medvirkende årsag til én af de største trusler mod vores helbred. Udledningerne overrasker Et af de mest overraskende aspekter ved sundhedsvæsenets CO2-aftryk er, hvor størstedelen af udledningerne faktisk stammer fra. Selvom hospitaler i sig selv forbruger store mængder ressourcer, opstår størstedelen af udledningerne – op mod 70 procent – i sundhedssektorens forsyningskæde. Det er blandt andet produktion, transport og bortskaffelse af lægemidler, medicinsk udstyr, genanvendeligt udstyr og engangsartikler som handsker, masker og sprøjter. Moderne medicin er i høj grad afhængig af disse produkter, og hvert enkelt produkt har sin egen skjulte miljøomkostning. Det betyder, at sundhedsvæsenets klimaaftryk ikke kun handler om bygninger og elforbrug, men om hele det globale netværk, der skal til for at levere behandling. Hospitalerne selv er også en væsentlig kilde og står for omkring 30 procent af den sundhedsrelaterede udledning i højindkomstlande. Særligt operationsstuer er tre til seks gange mere energikrævende end andre dele af hospitalet. Overraskende store miljømæssige konsekvenser De enkelte kirurgiske indgreb kan desuden have et markant klimaaftryk. For eksempel svarer en bypass-operation ifølge estimater omtrent til at køre 2.700 kilometer i en benzinbil. Selv et relativt simpelt indgreb som at fjerne mandlerne er blevet anslået til at svare til 240 kilometer i en bil. Når man ganger det med de millioner af operationer, der bliver udført verden over hvert år, løber det rigtig hurtigt op. Selv små og dagligdags behandlinger kan have overraskende store miljømæssige konsekvenser. Inhalatorer, som ofte anvendes til behandling af astma og andre lungesygdomme, kan indeholde ekstremt potente drivhusgasser. Nogle af disse gasser har et globalt opvarmningspotentiale, der er op til 3.000 gange større end kuldioxid, som er én af hovedårsagerne til klimaforandringer. Faktisk står inhalatorer alene for over tre procent af det engelske sundhedsvæsens samlede CO2-aftryk. Sundhedsvæsenets udledning er desuden meget ulige fordelt globalt. Rige, teknologisk avancerede lande står for størstedelen af de sundhedsrelaterede drivhusgasudledninger med estimater, der peger på omkring 75 procent af den globale total. Samtidig er det ofte de fattigere lande, som bidrager mindst til problemet, der bliver ramt hårdest af klimaforandringernes sundhedsmæssige konsekvenser. Gentænkning af patientbehandling Men på trods af problemets omfang er det muligt at reducere udledningerne ved at vælge andre behandlinger eller tilgange uden at gå på kompromis med patientbehandlingen. Det kan for eksempel være at udskifte inhalatorer med højt klimaaftryk til mere skånsomme alternativer som inhalatorer, der bruger pulver eller pulverkapsler, hvor det er fagligt forsvarligt. Det kan også handle om at udføre flere behandlinge...