Spring til indhold
Amerikanerne bliver egentlig betragtet som ekstremt partiloyale. Så kom midtvejsvalget
Partiloyaliteten led et overraskende knæk
Demokratiets helbred
Har forskningen taget fejl?
Accepterer vælgerne virkelig brud på demokratiets regler?
Partiskifte er kun toppen af isbjerget
Hvad betyder det så for midtvejsvalget? - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Amerikanerne bliver egentlig betragtet som ekstremt partiloyale. Så kom midtvejsvalget Partiloyaliteten led et overraskende knæk Demokratiets helbred Har forskningen taget fejl? Accepterer vælgerne virkelig brud på demokratiets regler? Partiskifte er kun toppen af isbjerget Hvad betyder det så for midtvejsvalget?

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

17. november 2026 8m
0:00 8m

Beskrivelse

Forestil dig, at du holder med et fodboldhold, der bliver afsløret i at have snydt sig til en sejr. Du bliver skuffet og måske endda vred. Men begynder du ligefrem at heppe på ærkerivalerne? Næppe. Sådan er det også i politik. At stemme på et andet parti er et stort skridt, særligt i et så splittet topartisystem som det amerikanske. Men ved midtvejsvalget, der er blevet kaldt en 'blå tsunami', gjorde mange republikanske vælgere det så alligevel. Demokraterne vandt 'the popular vote' til Repræsentanternes Hus med mere end 13 procentpoint og har i skrivende stund sikret sig 255 sæder (ud af 435) i Repræsentanternes Hus samt 55 sæder (ud af 100) i Senatet. Det flertal kan fortsat vokse. Det synes tydeligt, at midtvejsvalget i højere grad var en afvisning af Trump-administrationen end et tilvalg af Demokraterne. I mange af de stater, hvor Demokraterne har erobret tidligere republikanske senatsæder, vandt Trump med mere end 10 procentpoint i 2024. Men hvad fortæller den blå tsunami os egentlig om vælgernes villighed til at skifte parti? Det vil jeg gennemgå i denne artikel med udgangspunkt i min egen forskning på området. Ved valget lykkedes det Demokraterne at mobilisere flere vælgere end normalt ved et midtvejsvalg. Omvendt blev en del af de republikanske vælgere, som stemte på Trump i 2024, hjemme på sofaen. Mest interessant er dog, at mange republikanske vælgere satte deres kryds ved en demokrat. Det er overraskende, fordi politologisk forskning ofte konkluderer, at folks tilhørsforhold til deres parti er en næsten uovervindelig kraft i nutidens polariserede USA. Faktisk har amerikanske forskere fundet, at amerikanerne er villige til at acceptere brud på demokratiske spilleregler, så længe alternativet er at stemme på modstanderpartiet. Præcis hvorfor mange republikanere gjorde det alligevel, ved vi ikke. Det virker oplagt, at presset på amerikanernes pengepung, blandt andet som følge af stigende benzin- og dieselpriser, har spillet en væsentlig rolle. Men demokratiets helbred har også fyldt meget. Ifølge Associated Press' store vælgerundersøgelse med knap 80.000 respondenter var 'demokratiets tilstand' det vigtigste emne for mere end 3 ud af 10 vælgere, kun overgået af økonomien. Så her står vi. På den ene side siger forskningen, at partiloyalitet er en nærmest urokkelig kraft i nutidens USA. Vælgerne prioriterer sågar deres parti over demokratiet. På den anden side synes midtvejsvalget netop at vise, at mange republikanere faktisk krydsede partigrænsen, samt at hensynet til demokratiets helbred spillede en væsentlig rolle for mange vælgere. Har forskningen taget fejl? Nej, ikke nødvendigvis. Min egen forskning peger nemlig på, at vi måske har ledt efter vælgersanktioner de forkerte steder. Og så er vi tilbage ved eksemplet med fodboldholdet. Ligesom man ikke begynder at heppe på ærkerivalerne, fordi ens eget hold snyder, skal der meget til at stemme på et parti, man dybest set ikke holder med. Om vælgerne skifter parti, er derfor et grovkornet mål for, hvad og hvor meget de vil finde sig i. Hvis vi kun ser på, hvor mange der er villige til at stemme på modstanderne, når deres parti bryder demokratiets spilleregler, bliver konklusionen derfor ofte dyster. At skifte parti kræver nemlig to ting på én gang: Dels skal man være utilfreds med sit eget parti. Dels skal man være villig til at støtte det parti, man ellers har anset som ærkefjenden, og hvis politik man måske afskyr. Det er en høj tærskel, og man kan være dybt frustreret over sit eget parti uden at krydse den. I mit studie prøver jeg derfor at supplere forståelsen af partiloyalitet med et mere følsomt mål for bedre at forstå, hvad der egentlig sker. Jeg brugte såkaldte følelsestermometre, hvor deltagerne angiver, hvor positivt eller negativt de har det med begge partier. Snarere end at måle, hvem vælgerne ultimativt stemmer på, måler følelsestermometrene, hvor stærkt de føler sig knyttet til partierne. Hvis vælgerne reagerer negativt på demokratiske regelbrud fra dere...

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →