Alle bør få målt "farligt fedt" i blodet, siger hjertelæge. Kollega kalder det "overdrevet"
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Forestil dig, at du får den her besked af din læge: 'Du har et forhøjet niveau af et stof i blodet, som øger din risiko for hjerteproblemer, men der findes ingen godkendte behandlinger, der kan lave om på det.' Scenariet herover er kernen i en debat om det kolesterol-lignende stof lipoprotein(a) - af flere medier kaldet "farligt fedt", fordi det i for store mængder kan skade blodstrømningen i kroppen. Lp(a) får stigende fokus blandt forskere, også i Danmark. I både Berlingske og til DR har den danske hjertelæge og professor ved Københavns Universitet Gunnar Gislason gentaget en international opfordring: "Alle voksne" bør få tjekket deres niveau af stoffet "mindst én gang i livet", lyder budskabet, der kommer fra en gruppe europæiske hjertelæger. Men nu går en anden professor i rette med dén anbefaling. "Det er et overdrevet udsagn om noget, vi ikke kan behandle," siger Jens Lundgren, klinisk professor på Københavns Universitet, til Videnskab.dk. Lundgren forsker normalt i virus, men har nærlæst den forskning, der ligger bag hjertelægernes opfordring til test - og han mener ikke, der er belæg for den. Det har han skrevet i et opslag på LinkedIn, som har fået opbakning fra andre læger og forskere. "Mange mennesker er bange for at blive syge i hjertet, og sådan en anbefaling som den her kan være med til at skabe unødig frygt og uro i befolkningen," siger han. Overskrifter om lipoprotein var "for skarpt sat op" Da Videnskab.dk ringer til Gunnar Gislason vil han gerne nuancere den måde, hans synspunkter er blevet præsenteret under denne overskrift i Berlingske: 'Hver femte har skjult og farlig type fedt i blodet. Hjertelæger anbefaler nu "alle voksne" at få det tjekket'. Hos DR lyder overskriften sådan her: 'Alle voksne' bør få tjekket særlig type fedtstof i blodet: Kan være lige så farligt som kolesterol "Det er nok for skarpt sat op - og det er ikke mig, der vælger overskrifterne," siger Gunnar Gislason til Videnskab.dk. "Min pointe er ikke, at vi skal indkalde alle borgere til screening i morgen. Min pointe er, at en måling af Lp(a) for nogle kan være meningsfuld, fordi den giver information, som kan indgå i en samlet risikovurdering." Gislason anbefaler for eksempel, at man taler med sin læge om behovet for at få målt sit Lp(a), især "hvis man har flere risikofaktorer eller tidlig hjertesygdom i familien". Professor efterlyser gode grunde til Lp(a)-måling Udfordringen er, at man ikke kan gøre noget for at sænke sit niveau af lipoprotein(a) - og netop derfor er det meningsløst at få foretaget en måling, siger Jens Lundgren. "Hvad er den videnskabelige, rationelle grund til nødvendigheden af at blive testet?" spørger han. Hvis man har for højt kolesterol, kan man sænke det med livsstilsændringer eller ved at tage medicin såsom statiner. Men det kan man ikke med lipoprotein(a), som både Berlingske og B.T. kalder for "farligt fedt". Vores mængde af stoffet i blodet er i overvejende grad genetisk bestemt og - indtil videre - er det som regel konstant gennem livet. Det faktum anerkender Gunnar Gislason. "Men hvis Lp(a) er forhøjet, bør man være mere ambitiøs med de risikofaktorer, man selv kan påvirke, for eksempel i forhold til rygning, kost, motion, kolesterol og blodtryk." Og så er der faktisk flere behandlinger på vej til at blive godkendt, som viser tegn på at kunne sænke Lp(a), understreger hjertelægen. Hjertelæge med interessekonflikt De fleste forskere er enige om, at Lp(a) er en vigtig markør for sygdomsrisiko, lyder det fra Gunnar Gislason, som også er forskningschef hos Hjerteforeningen og overlæge på Herlev-Gentofte Hospital. "For den enkelte kan det have konsekvenser, hvis Lp(a) er forhøjet," siger hjertelægen og peger på et studie med over 12.000 danske deltagere til at underbygge sin påstand. Hjertelægen henviser dog også til, at han har modtaget "projektstøtte" fra medicinalfirmaet MSD, som er i gang med at udvikle lægemidler mod forhøjet Lp(a). Det forhold fremgår ikke i artiklerne på Berlingske, B.T. eller DR. E...