Ældste pest-fund: Willerslev-studie afslører 'forfader' til den sorte død\nÅrtusinder før den sorte død\nMindst 18 pestofre\nDøde børn var et mysterium\nMurmeldyr kan have smittet\nProfessor: Uenig i tolkningen
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
For mere end 5.000 år siden boede tre piger på mellem 4 og 9 år ved verdens dybeste sø – Baikalsøen – i Sibirien. To af pigerne var kusiner, og alle tre var en del af en jæger-samler-stamme, som fiskede i søen og floderne og gik på jagt i de omkringliggende skove. Men på et tidspunkt blev stammen ramt af alvorlig sygdom. Alle tre småpiger døde, og deres børnekroppe blev lagt i samme grav. Årtusinder senere har et hold forskere med den berømte danske DNA-jæger Eske Willerslev i spidsen undersøgt DNA fra pigernes tænder, og de har nu været i stand til at stille en diagnose: De tre børn døde af pest. Pest er bedst kendt fra middelalderen, hvor den uhyggelige sygdom pløjede sig op igennem 1300-tallets Europa og udryddede op mod halvdelen af befolkningen i flere områder – og fik sit tilnavn 'den sorte død'. Nu viser det nye studie, at en 'forfader' til bakterien bag middelalderens pest har spredt sygdom og død årtusinder tidligere blandt jægersamlerfolket ved Baikalsøen. "Det er den hidtil tidligste evidens, der findes for, at mennesker er blevet smittet med pest," siger Martin Sikora, som er lektor ved Center for Geogenetik på Københavns Universitet og medforfatter til studiet. Tidligere har Martin Sikora, Eske Willerslev og andre kolleger også fundet spor efter pest i 5.000 år gamle bronzealderskeletter fra Europa og Asien. Men det nye studie slår rekorden med 500 år og har samtidig rekonstrueret alt DNA'et – også kaldet hele genomet – på den tidlige udgave af pestbakterien. "Pest har spillet en ekstremt vigtig rolle i menneskehedens historie," siger professor Eske Willerslev fra Center for Geogenetik på Københavns Universitet. "Så for at forstå vores egen historie, er det vigtigt at kende pestens historie. Men vi skal også huske, at der fortsat er mennesker, som bliver smittet og dør af pest i dag." I alt har forskerne undersøgt de jordiske rester fra 46 jæger-samlere og fundet spor efter pestbakterien i tænderne på 18 af individerne – svarende til 39 procent. Potentielt kan flere af de døde have været smittet med pestbakterien, da sygdommen ikke nødvendigvis kan spores årtusinder senere, understreger forskerne i det nye studie, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature. "Når vi finder spor efter pest, er det fordi de smittede havde pestbakterier i blodet. Blodet har strømmet igennem deres tænder og efterladt en smule DNA fra bakterien," siger Martin Sikora til Videnskab.dk. "Men i sidste ende er det som at lede efter en nål i en høstak. Der er millioner af DNA-molekyler i tænderne og kun ganske få vil komme fra pest." Andre forskere er imponerede over forskernes arbejde med at kortlægge pestbakterien i fortidens Sibirien. "Det er dybt fascinerende, at de kan rekonstruere historien om, hvordan søskende, fætre, kusiner, tanter osv. er døde samtidig, når vi taler om mennesker, som døde for 5.500 år siden," siger Mikkel Heide Schierup, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet. De fire forskellige grave langs Baikalsøen, hvor pestofrene er fundet, blev oprindeligt opdaget af russiske arkæologer og primært udgravet i 1990'erne, fortæller Rick Schulting, som er arkæolog og medforfatter til det nye studie til Videnskab.dk. Men særligt i et af gravstederne i Sibirien, kaldet Ust'-Ida, undrede det arkæologerne, hvorfor så mange børn var døde og begravet sammen. "Gravpladsen ved Ust'-Ida har altid været et mysterium for os på grund af den høje andel af børn," siger Rick Schulting, som er arkæolog og professor ved University of Oxford og har været involveret i udgravningerne i området siden 2010. "Men opdagelsen af pest har givet os en forklaring. Så analyser af gammelt DNA kan give os nye indsigter i fortiden, som ganske enkelt ikke kan opnås på andre måder. I modsætning til flere andre sygdomme efterlader pest ingen spor på skelettet." Samtidig påpeger han, at DNA-analyserne giver et "fascinerende indblik i den sociale struktur" blandt jægersamlerne, idet "mange af de begravede er...