Spring til indhold
Ældgammel haj-kirkegård fundet i den egyptiske ørken - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Ældgammel haj-kirkegård fundet i den egyptiske ørken

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

21. september 2026 2m
0:00 2m

Beskrivelse

Det lyder muligvis som en røverhistorie, men den er altså god nok. I den tørre, varme egyptiske ørken har forskere nu identificeret en haj-kirkegård med rester af i alt syv uddøde hajarter. Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Cretaceous Research. Dengang, da hajerne levede og døde i den sene Kridttid for mellem 100 og 66 millioner år siden, var store dele af det, vi i dag kender som den egyptiske ørken, faktisk havbunden af et ocean med et stort maritimt økosystem, der grænsede op til det nordlige afrikanske kontinent. Forekomsterne af fosfat er samtidig et tegn på, at området dengang var præget af et rigt maritimt liv, skriver mediet. Tidligere havde et forskerhold identificeret to hajarter ud fra en håndfuld tænder fundet i fossillejet, hvilket indikerer, at økosystemet dengang var i stand til at understøtte flere rovdyr, som kræver en tilpas stort fødekæde under dem. Der var her tale om haj-arterne Scapanorhynchus cf. S. rapax og Cretoxyrhina cf. C. mantelli. Så da forskerholdet atter vendte tilbage til Abu-Tartur, for at se om de kunne finde mere i de sorte og gule lag i Duwi-fosfaten, fandt de yderligere 14 hajtænder, der repræsenterede yderligere fem hajarter, som ikke før var blevet identificeret i Abu-Tartur. Flere af tænderne var lange og tynde som nåle. Andre var brede og savtakkede. En tand var buet, og nogle havde små, hugtandsagtige 'spidser'. Ud fra andre fossiler fra rundt om i verden, har forskerne kunnet koble tænderne til følgende uddøde hajarter: Cretalamna cf. maroccana Scapanorhynchus cf. raphiodon Serratolamna cf. serrata Squalicorax bassanii Squalicorax pristodontus Og fordi der var meget få sedimentophobninger (lag af eksempelvis sand, ler, kalk og døde organismer), på den tid hajerne levede, forklarer det, hvorfor så mange af tænderne blev fundet samlet i fosfaten. Det betyder, at de kan stamme fra en bredere tidsramme, så det er ikke i sig selv et bevis på, at alle syv hajarter levede og døde på haj-kirkegården inden for nogenlunde samme tid. Men det viser, at det maritime økosystem i det, vi i dag kender som den egyptiske ørken, engang var et meget sprudlende ocean med masser af liv.

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →