Æder spækhuggere hinanden? Nye fund tyder på sjælden kannibalisme

Spækhuggere er oceanernes ubestridte toprovdyr. De sort-hvide kæmper nedlægger alt fra blåhvaler til hvidhajer og har ingen naturlige fjender. Men kan de store tandhvaler finde på at æde hinanden? Hidtil har forskningen svaret nej, men nu rokker et nyt studie ved den dominerende opfattelse. I studiet beskriver biologer opdagelsen af to afrevne rygfinner fra spækhuggere, begge med tydelige bidemærker fra andre spækhuggere. "Vores bedste bud er, at finnerne blev flået af spækhuggerne af artsfæller fra andre grupper, der ville sætte tænderne i kødet og spækket på ryggen," siger Olga Filatova, lektor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet og hovedforfatter til det nye studie, til Videnskab.dk. Usædvanligt fund Kannibalisme blandt spækhuggere er aldrig påvist direkte, og de indirekte beviser er yderst sparsomme. Bortset fra de nye fund, findes kun et studie fra 1975, der beskriver to spækhuggere med rester af andre artsfæller i maven. Af samme årsag understreger Olga Filatova, at fænomenet i givet fald er meget sjældent. Når hun alligevel mener, at spækhuggere indimellem kan have appetit på andre spækhuggere, skyldes det flere ting. For det første er de to rygfinner, der beskrives i det nye studie, fundet bare to kilometer fra hinanden med knap to års mellemrum på strande ved Bering Ø i det østlige Rusland. "At to afrevne finner skyller op med så kort afstand inden for relativt kort tid er næppe en tilfældighed, men snarere et mønster," siger Olga Filatova. For det andet kalder hun det "usandsynligt", at finnerne stammer fra døde dyr, som andre spækhuggere har gnavet i. "Når spækhuggere dør, synker de hurtigt til bunds, og farvandet omkring Bering Ø er flere kilometer dybt," siger biologen. "Spækhuggere dykker ikke så langt ned, så det er meget mere sandsynligt, at der her er tale om spækhuggere, der har angrebet andre spækhuggere." Kan forklare store flokke En yderligere brik i puslespillet handler om spækhuggernes adfærd. Spækhuggere er nemlig ikke bare spækhuggere. Godt nok findes der kun én art – Orcinus orca – men spækhuggere inddeles også i økotyper, altså populationer, der lever adskilt fra hinanden. Nogle lever mange sammen, andre i mindre grupper. Nogle spiser udelukkende fisk, andre jager pattedyr som sæler og søløver, mens andre igen primært nedlægger hajer eller hvaler. I farvandet omkring Bering Ø i det nordlige Stillehav findes især to økotyper: Standflokke og vandreflokke. Standflokke lever af fisk og færdes i store grupper, der bliver sammen livet igennem og tæller flere generationer. Flokkens medlemmer holder sig konstant tæt på hinanden og forlader kun gruppen i kort tid, hvis de skal parre sig. Vandreflokke lever i mindre grupper og jager udelukkende pattedyr. Gruppen er mindre sammentømret, og unge voksne kan godt finde på helt at forlade flokken. Hvorfor standflokke lever i særligt store og stærke fællesskaber er stadig et åbent spørgsmål, men de afrevne rygfinner er måske en del af forklaringen. "Vi tror, det blandt andet handler om at beskytte hinanden mod andre typer af spækhuggere," siger Olga Filatova. Hun og medforfatternes DNA-undersøgelser af rygfinnerne viser, at de engang sad fast på individer i standflokke. Samtidig vurderer forskerne, at tandmærkerne stammer fra medlemmer af vandreflokke. "Det fortæller os, at vandreflokke kan finde på at dræbe og æde spækhuggere fra standflokke," siger Olga Filatova. "Når det sker meget sjældent, er det nok blandt andet, fordi spækhuggere i standflokke i langt de fleste tilfælde beskytter hinanden mod truslen. I virkeligheden er hovedhistorien i vores studie, at standflokkes forsvarssystem fungerer rigtig godt." "Virkelig interessant" Hypotesen vækker genklang hos Mia Kronborg Nielsen, postdoc ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, der forsker i hvaler og andre havpattedyr. Hun er ikke involveret i det nye studie, men har læst det for Videnskab.dk. "Det er virkelig interessant, og jeg kan sagtens se for mig, at standflokkes sociale struktur...