60 års data afslører: Her er den største stressfaktor på arbejdet
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Kender du følelsen af at sidde med en arbejdsopgave og tænke: er det her egentlig mit ansvar? Og hvilke mål skal jeg overhovedet opfylde? Den slags usikkerheder kan faktisk være mere belastende, end man tror. Et nyt, amerikansk studie har i hvert fald afdækket, at uklare jobroller er en af de største kilder til stress på arbejdspladsen. Det skriver Science X på baggrund af det nye studie, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Vocational Behaviour. Studiet bygger på forskning fra 1964 til december 2024. Forskerne har gennemgået 515 studier med data fra næsten 80.000 personer i forskellige lande, men fortrinsvis USA. Forskerne undersøgte særligt tre typer af stress på arbejdspladsen: Uklarhed omkring ens rolle: følelsen af at man ikke helt ved, hvad ens job går ud på, eller hvad der forventes af en. Rollekonflikt: Når man konstant skal balancere krav, der ikke hænger sammen. Rolleoverbelastning: Når man har mere arbejde, end man realistisk kan nå. Ifølge forskerne var rolleuklarhed den mest skadelige af de tre typer arbejdspres. Når medarbejdere er usikre på deres ansvar, kan de komme i tvivl om, hvad de skal prioritere, hvordan deres arbejde bliver vurderet, og hvordan de kan udvikle sig i jobbet. Over tid kan den usikkerhed svække både selvtillid, motivation og arbejdsindsats Rolleuklarhed kan ifølge forskerne også ramme arbejdspladsen. De peger på, at uklare roller kan betyde, at medarbejderne løser deres opgaver dårligere og oftere får lyst til at sige op. Men de andre former for arbejdspres var også alvorlige. Rollekonflikt hang ifølge forskerne især sammen med udbrændthed, psykisk mistrivsel og lysten til at sige op. Rolleoverbelastning hang sammen med både fysiske og mentale helbredsproblemer. Ifølge forskerne giver studiet en klarere forståelse af, hvordan forskellige former for stress på jobbet hænger sammen. De håber, at resultaterne kan hjælpe arbejdspladser med at se nærmere på deres arbejdsmiljø og finde praktiske måder at mindske de stresskilder, som studiet peger på.