Spring til indhold
5 måder, din krop kan synkronisere med andre mennesker\nHjertet\nØjnene\nHjerneaktivitet\nSmertetolerance\nStressniveau\nSøskende udviser forbundne stressprofiler - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

5 måder, din krop kan synkronisere med andre mennesker\nHjertet\nØjnene\nHjerneaktivitet\nSmertetolerance\nStressniveau\nSøskende udviser forbundne stressprofiler

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

4. oktober 2026 6m
0:00 6m

Beskrivelse

Forestillingen om, at kvinder, der bor tæt sammen, med tiden får menstruation samtidig, har hængt ved i årtier. Men forskningen har ikke fundet overbevisende dokumentation for, at den såkaldte McClintock-effekt faktisk eksisterer. Når kvindernes cyklus alligevel overlapper, skyldes det sandsynligvis blot tilfældigheder. Men bare fordi lige dette ikke holder vand, betyder det ikke, at vores kroppe ikke kan synkronisere med mennesker omkring os på andre måder. Faktisk finder forskere stadig mere videnskabelig evidens for, at det sker. Der er to centrale måder, vores kroppe kan 'synkronisere' med mennesker, vi er tæt på. Den første er synkronisering, hvor fysiologiske eller adfærdsmæssige processer følger koordinerede mønstre. Den anden er samregulering, hvor én persons følelsesmæssige eller fysiologiske tilstand påvirker en andens. Vores hjerter har en bemærkelsesværdig evne til at synkronisere, når vi foretager os noget sammen. For eksempel viste et lille studie af 27 par, at både puls og pulsvariation blev reguleret i samspil. Pulsvariation er et mål for tidsrummet mellem hjerteslagene. Det er også blevet vist, at disse mål synkroniseres, når par sover i samme seng. Men det sker ikke kun for par. Forskning har vist, at korsangere også udviser synkroniserede udsving i pulsen, når de synger sammen. Deres puls stiger og falder på samme tid, når de trækker vejret ind og ud. Det skyldes, at deres vejrtrækning bliver synkroniseret – et fænomen, der kaldes respiratorisk sinusarytmi. Et andet interessant område, hvor der opstår overlap, er vores øjne. Forskning har vist, at når to mennesker er involveret i den samme opgave eller bliver udsat for den samme stimulus, for eksempel når de ser et videointerview, kan deres pupiller spontant synkronisere – så de bliver større eller mindre på nogenlunde de samme tidspunkter. Det er særligt interessant, fordi pupillernes diameter i høj grad reguleres automatisk af det autonome nervesystem som reaktion på følelser, aktivering og lysforhold. Selvom denne synkronisering til dels kan skyldes, at den samme stimulus fremkalder lignende reaktioner hos begge personer, undersøgte et studie fra 2026, om fænomenet også opstår, når to personer ikke bliver udsat for den samme stimulus. Den ene deltager lyttede til følelsesladede lyde (studiet beskrev ikke nærmere, hvad det indebar), mens den anden deltager ikke gjorde. Begge kunne kun se den anden persons øjne. Selvom kun den ene hørte lydstimuli, viste deres øjenadfærd stadig koordination. Begge deltagere blinkede synkront, uanset hvordan deres opmærksomhed ændrede sig under interaktionen. Det tyder på, at visse former for synkronisering ikke alene kan forklares ved, at begge personer reagerer uafhængigt på den samme ydre stimulus. I stedet kan forskellige aspekter af vores adfærd og fysiologi blive koblet sammen gennem dynamikken i social interaktion. Menneskers hjerner kan udvise ligheder i de elektriske aktivitetsmønstre, de producerer, når de efterligner hinanden. Et studie viste, at når én person talte, og en anden lyttede, udviste begge synkronisering i flere forskellige typer hjernebølger. Synkroniseringen forekom ikke kun i hjernebølger, der er vigtige for behandling af tale – den fandt også sted i bølger, der er forbundet med koncentration og endda dagdrømmeri. Forskere har også fundet, at når to mennesker interagerer, bliver deres mønstre af neural aktivitet gradvist mere ens. Fænomenet kaldes interpersonel neural synkronisering. Vores oplevelse af smerte kan også blive påvirket af social synkronisering. For eksempel viste et studie, at roere, der trænede sammen, havde en højere smertetærskel, end når de trænede alene. Lignende resultater er blevet observeret hos mennesker, der synger sammen. Det er ikke klart, hvad den præcise årsag er, men det kan skyldes, at fællesskabet omkring den delte oplevelse påvirker kroppens endorfiner, som er vores naturlige smertestillende stoffer, enten ved at øge niveauerne af dem eller ved at forstærke deres v...

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →