Episode 19 - Hallo sælger, hvornår er et lead tabt, og hvornår skal du fortsætte opfølgningen?
Vækstveje · Martin & Rehmi
Beskrivelse
Vi har set så mange potentielle salgsdialoger blive tabt på gulvet, at der efterhånden burde være krav om sikkerhedssko i salgsafdelingen. Alt for ofte skyldes det mangelfuld opfølgning. Et par ubesvarede opkald og en “du er velkommen til at vende tilbage”-mail. Så bliver leadet erklæret dødt, og marketing får besked på at skaffe nogle bedre. Men har kunden mistet interessen – eller har du bare ringet midt i en uges ferie på Kreta? I dette afsnit af Vækstveje tager Lasse Clausen og Stefan A. Thorsø fat i salgsopfølgning og købssignaler: Hvornår skal du holde fast, og hvornår skal du holde op? For et download af din e-bog er næppe en skjult bestilling. Men et ubesvaret opkald er heller ikke en afvisning. Og “de kontakter os, hvis de er interesserede” er en optimistisk måde at overlade salgsarbejdet til kunden på. Du får konkrete greb til at håndtere “jeg vender tilbage”, finde en relevant anledning til næste opkald eller mail og aftale om næste skridt, før dialogen løber ud i sandet. Stefan fortæller også, hvorfor mødet nogle gange først bliver booket ved opkald nummer otte – længe efter at mange sælgere har dømt leadet ude. Til dig, der vil blive bedre til at vurdere, om du skal fortsætte salgsopfølgningen, være vedholdende, gribe telefonen igen eller give slip og erklære leadet "tabt for nu".