Nature of Science – nysgerrighed, dannelse og fremtidens demokrati
Pædagogiske Eksperimenter · Københavns Professionshøjskole
Beskrivelse
Hvad vil det egentlig sige at forstå hvordan viden bliver til – og hvorfor er det vigtigt for børns dannelse og demokratiske forståelse? I denne episode af NAVADA-podcasten dykker vi ned i begrebet Nature of Science – eller NOS. Vi undersøger, hvordan NOS ikke bare handler om naturvidenskab, men om noget langt større: At invitere børn til at være medskabere af viden. At tage deres undren alvorligt. Og at se dem som deltagere i et fællesskab, hvor der ikke altid er ét rigtigt svar. Du møder forskerne Birgitte Damgaard og Katrine Dahl Madsen fra Københavns Professionshøjskole, som har brugt NOS som fagligt kompas i deres arbejde med daginstitutioner. De fortæller, hvordan nysgerrighed i praksis kan se ud – og hvordan børns eksperimenter med fx dej, lyde og spørgsmål åbner døre til større forståelser: Om dannelse, medbestemmelse og demokrati i en kompleks og ukendt fremtid. Lyt med og få et unikt indblik i, hvordan pædagogisk praksis og forskning kan mødes – og hvordan arbejdet med NOS peger direkte ind i det, børn har allermest brug for: At blive taget alvorligt. Medvirkende: Birgitte Damgaard, Katrine Dahl Madsen Vært og redaktør: Mille Sjøgren Produceret af Podads for Københavns Professionshøjskole Podcasten PÆDAGOGISKE EKSPERIMENTER giver et indblik i erfaringer og læring, der er opstået i forbindelse med en række forsøg lavet i det science-pædagogiske forskningsprojekt NAVADA. I de første programmer fokuserer podcasten på ét konkret eksperiment og interviewer pædagoger og forskere for at uddrage læringer, erfaringer og erkendelser, som alle, der beskæftiger sig med børn, kan bruge i det daglige for at understøtte børnenes naturligfaglige nysgerrighed på, hvordan verden hænger sammen. NAVADA er et samarbejde mellem forskere fra Københavns Professionshøjskole og pædagogisk personale fra 10 daginstitutioner, og projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden. Formålet med NAVADA er at undersøge, hvordan vi kan blive bedre til at understøtte børns naturvidenskabelige dannelse og grundlæggende forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Podcasten er produceret af Podads for Københavns Professionshøjskole Læs mere om NAVADA på www.navada.dk Hosted by Simplecast, an AdsWizz company. See pcm.adswizz.com for information about our collection and use of personal data for advertising.