Når ordblindhed sætter sig i selvværdet. Med Mie Askjær Midtgaard og Mette Bach Laursen
Læring for alle · Socialt Indblik
Beskrivelse
Mange lærere kender nok situationen. En elev er testet ordblind, læse-skriveteknologien er installeret, og eleven får tilbud hjælp. Alligevel er der modstand fra eleven. Ifølge de to læsevejledere og dysleksieksperter Mie Askjær Midtgaard og Mette Bach Laursen skyldes det ofte, at ordblindheden ikke kun handler om bogstaver og lyd. Den handler også om selvværd og følelsen af at være forkert. For dem handler barnets modstand ofte om, hvordan eleven forstår sig selv i skolen. På konferencen ”Læring for alle”, arrangeret af Everway, fortalte de, hvad det kan betyde for elevernes mindset og selvværd, når de helt fra skolestart føler sig forkerte, og at de har svært ved at leve op til skolens krav. Konferencen er nu en podcastserie, og du kan høre Mie Askjær Midtgaard og Mette Bach Laursen fortælle, hvordan det sætter sig i eleverne, når de er begyndt deres skoleliv med fortællingen om, at skolen ikke er for dem. Du kan også høre, hvordan man som lærer kan arbejde med det, de kalder de sekundære følger, og hvorfor eleverne har brug for at forstå, hvad ordblindhed er, og hvad der helt konkret sker i hjernen, når man er ordblind. Samtalen er optaget på onlinekonferencen ”Læring for alle”, der er arrangeret af Everway, der udvikler digitale værktøjer, der gør læsning, skrivning og matematik mere tilgængeligt for alle.Du kan læse interviewet som artikel her. Udgivet af Socialt Indblik i samarbejde med Everway. Tilrettelæggelse Niels Svanborg.