Jeg går næsten provokerende langsomt

Når jeg vandrer, kommer jeg helt ned i tempo og jeg når næsten den tilstand, man kan være i, på silent retreats.  Jeg kan observere og mærke mine tanker og følelser og være med dem, rumme dem. Men modsat under en meditation, hvor man fx ikke klør sig på næsen, når man har lyst - eller skifter stilling, selvom det gør ondt i lænden, så er det en anden måde at rumme det på. Ved at vandre tillader jeg mig at handle på de kropslige indskydelser ... såsom at træde på en frossen vandpyt til den knuses. Og nyde lyden under sålerne. www.thinkaboutit.dk/hverdagspilgrim