Georg Julin - Fokus på - det skjulte landbrug - Thorbjørn Boss - 2/5
Georg Julin i ærlige samtaler - om livets mange udfordringer - og glæder · Georg Julin
Beskrivelse
I serien om det danske landbrug efter Folketingsvalgets fokus på grisehaler og drikkevand, taler jeg med fem forskellige landmænd på Bornholm. Et lokalområde der på mange måder repræsenterer hvad der foregår rundt om i hele Danmark.Samtalerne fokuserer på hvad der rent faktisk foregår i staldene, på markerne, med dyrevelfærd, økologi og andre områder, som der er et stort fokus på i disse år. I denne podcast besøger jeg 30-årige landmand Thorbjørn Boss, hvor det er mælkeproduktion der er omdrejningspunktet for ham og hans hustru og tre børn. De købte for nylig gården for 30 millioner kroner og har lige nu 80 køer, men regner med næste år at have 140. Vi kommer i samtalen ind på det at have en lokal bedrift hvor mælkeproduktionen går til det lokale andelsmejeri, Sct. Clemens. Thorbjørn Boss fortæller hvordan dyrene trives både på deres bløde skummadrasser, på græsset på markerne og når de helt naturligt går hen og bliver malket af robotter. Både det, og at de får fjernet deres kalve efter kun otte dage, er der mange mennesker der ikke forstår, og derfor vil han meget gerne have forbrugerne ind på gården og i staldende for at se og føle hvor meget køerne i virkeligheden trives. Thorbjørn Boss ville ønske at medier og journalister i langt højere grad fortalte de gode historier, i stedet for nærmest at indikere at der er ringe dyrevelfærd og frygter at politikerne en dag vil gøre lige som med minkene – aflive dem. Han opfordrer journalisterne til at undersøge hvor effektive og kvalitetsbevidste landmændene i virkeligheden er, og derfor leverer varer til hele verden. Myten om at køerne ”kun” hopper på græsset en gang om året når de ”bliver lukket ud”, i stedet for at høre om hvordan de trives hele året, bør også høre med til fortællingen. Thorbjørn Boss refererer f.eks. til hvordan kæmpe landbrug i andre lande med flere tusinde køer er blevet til fabrikker. Han vil derfor meget gerne invitere familier med børn ind i staldende så de kan få deres egen opfattelse af hvad et sundt landbrug består af. Lyt med og få langt mere viden om hvordan det i virkeligheden foregår.