Vil der komme en industri på Månen? 3 muligheder for, hvordan det kan se ud

Det amerikanske måne-program, Artemis, og det tilsvarende kinesiske program har helt klart ikke bare videnskabelige formål. Både USA og Kina ser nemlig en mulighed for engang i fremtiden at opbygge en industri på Månen. Det vil nok tage 20-30 år at opbygge en industri. og derfor er det meget usikkert, om anstrengelserne vil give et økonomisk overskud. Den tekniske udvikling kan jo betyde, at det marked, vi forudser i dag, ikke vil eksistere til den tid. Men der er også den mulighed, at en industri på Månen vil få en stor betydning for, hvem der kommer til at dominere verden hen mod slutningen af det 21. århundrede. Tre muligheder for en industri Når man taler om Månens rigdomme, er det slet ikke noget så banalt som at finde guld eller diamanter. I en overskuelig fremtid vil månerejser simpelthen være så dyre, at det slet ikke vil kunne betale sig at tage guld med hjem fra Månen, også selv om det lå i klumper på overfladen – hvad det i øvrigt ikke gør. Grundlaget for en industri på Månen skal derfor være en produktion, som har en så afgørende betydning for fremtidens økonomi, at den kan give økonomisk overskud trods de enorme omkostninger. Der er tale om tre muligheder: Hente Helium-3 fra Månen til brug i fusionskraftværker Sjældne jordarters metaller, der bruges overalt i industrien Anvende Månens materialer til at nedsætte omkostningerne ved at have en industri på Månen I artiklen her ser vi nærmere på hver af de tre muligheder – vi må dog understrege, at vi stadig ved alt for lidt om Månen til at kunne afgøre, om nogle af disse muligheder overhovedet er realistiske. Mulighed 1: Helium-3 Når man taler om den vigtigste rigdom på Månen, bliver helium-3 altid nævnt som den første mulighed. Helium-3 er nemlig et muligt brændstof for fusionsreaktorer, som måske kan gøre fusion til en mere sikker og 'ren' energikilde. Fusion udnytter, at der findes tre former for brint: 1. Almindelig brint (H), hvor atomkernen alene består af en proton 2. Tung brint kaldet deuterium eller bare D, hvor atomkernen består af en proton og en neutron 3. Supertung brint, tritium eller bare T, hvor atmomkernen består af en proton og to neutroner Den fusion, man arbejder med i dag, er baseret på at få deuterium og tritium til at reagere med hinanden og derved skabe energi. Processen ser således ud: D + T -> Helium-4 + neutron + energi Det er en proces, der producerer meget energi, men den kræver meget høje temperaturer på op mod 200 millioner grader, fordi de positive protoner i deuterium og tritium frastøder hinanden. De frigjorte neutroner fra fusionen rammer reaktorvæggen og skaber varme, som derefter bruges til at drive turbiner og producere strøm ligesom i et konventionelt kraftværk. Til gengæld bliver reaktorvæggene radioaktive. At få denne reaktion til at køre er en meget stor teknisk udfordring. Man har skabt fusion i laboratoriet, men er stadig langt fra at kunne bygge et fusionskraftværk. De store problemer betyder, at man også leder efter andre muligheder for fusion. En af de mest lovende er således at bruge er særlig isotop af helium kaldet helium-3 som brændstof. Den 'normale' udgave af helium er helium-4 med to protoner og to neutroner i kernen. Den meget mere sjældne isotop helium-3 har en kerne med to protoner og en neutron. Helium-3 kan også buges i en fusionsproces, hvor den reagerer med deuterium: D + helium-3 -> H + helium-4 + energi Ved denne proces produceres også meget energi, og desuden undgår man, at der produceres neutroner. Til gengæld kræver processen en endnu højere temperatur end den normale fusionsproces. Der er også andre problemer, men alt i alt ser mange helium-3 som den bedste løsning. Det største problem er dog, at vi her på Jorden kun har så lidt helium-3, at det ikke kan bruges som kommercielt brændstof. Månen har ingen atmosfære, så helium 3 fra solvinden rammer lige ned i overfladen. Her ligger det spredt overalt, men i meget lav koncentration. Man skal derfor bearbejde tusinder af ton af Månens overflade for bar...