Hvorfor kan vi bedre lide nordmænd end svenskere?\nVi kan godt lide svenskerne også\nFra brødre til rivaler\n'Storebror' Sverige skaber ambivalens\nNordmændene er det folkefærd, der ligner os mest\nSprog og humor spiller ind\nSom jalousi mellem søskende\nVi er en tæt familie

De norske fans synger, hopper og ror i takt. Tribunerne gynger, stemningen smitter, og pludselig sidder danske fodboldfans og hepper med. Når Danmark ikke selv er med ved VM, falder mange danskeres sympati næsten helt automatisk på Norge. Langt sjældnere på vores nabo Sverige. Det har fået Lasse til at sende et spørgsmål ind til Videnskab.dk's læserbrevkasse, 'Spørg Videnskaben': "Måske er det bare noget, jeg fornemmer, men jeg synes, det virker, som om vi danskere generelt bedre kan lide nordmænd end svenskere. Er der noget om det - og hvorfor i så fald?" Spørgsmålet lyder måske som klassisk nabo drilleri. Men ifølge Rasmus Glenthøj, som er professor i historie ved Syddansk Universitet, er den god nok. Og det handler om langt mere end sport. For vores syn på de to lande er formet af århundreders fælles historie, kultur og forestillinger om, hvem vi selv er. Inden vi dykker ned i de historiske krige og sproglige finurligheder, er det vigtigt at slå én ting fast: Danskerne har ikke et intenst had til svenskerne. Det handler snarere om en uskyldig rangordning af vores nærmeste naboer. Som Rasmus Glenthøj forklarer: "Sverige ville komme ret langt op ad en positiv liste. Det er blot, at nordmændene er over." Når vi sammenligner de to, står Norge bare i et særligt varmt lys for de fleste danskere. En stor del af forklaringen findes i de historiske arkiver. Danmark og Norge delte nemlig adresse i svimlende 434 år fra 1380 til 1814. I den periode var Danmark og Norge i union - ofte kaldet tvillingrigerne - hvor Danmark var 'storebroren', og København var Norges hovedstad. Det skabte utroligt tætte bånd, der fortsatte længe efter adskillelsen i 1814. I løbet af 1800-tallet fortsatte Danmark og Norge med at være kulturelt forbundne, og ifølge Rasmus Glenthøj kan man næsten tale om en form for 'forsinket opløsning' af det gamle fællesskab. "I hele 1800-tallet kan vi tale om en fortsat kulturel union, som først for alvor begyndte at gå i opløsning i de første årtier af det 20. århundrede," siger han. Forholdet til Sverige har derimod udviklet sig i en anden retning. Hvor der i høj grad har været en fælles dansk-norsk kultur, har Sverige historisk været den primære modpart. Danmark og Sverige er blandt de nationer i Europa, der har været i konflikt flest gange, og ifølge Rasmus Glenthøj er det en central del af forklaringen på det mere ambivalente forhold i dag. "Det er ikke mange, der i ramme alvor kræver Skåne tilbage," siger han med et smil. "Men historien lever videre som en form for kulturel erindring." På den måde står de to relationer i kontrast: ét naboskab præget af fælles historie og et andet præget af gentagne konflikter og rivalisering. Hvor vi førhen var storebror for Norge, har magtforholdet til Sverige altid været mere jævnbyrdigt, og ofte med svenskerne som den mægtigste part. Sverige har traditionelt haft en større befolkning, stærkere industri og en mere fremtrædende politisk rolle, forklarer Rasmus Glenthøj. Ifølge ham er det netop denne forskel, der kan være med til at skabe en mere ambivalent relation. "Det kan nogle gange gøre ting mere ambivalente, når der er nogen, der opfører sig som en storebror. Det kan lillebror ikke altid nødvendigvis lide." Det gælder for eksempel, når Stockholm markedsfører sig selv som 'Skandinaviens hovedstad', hvilket sjældent vækker begejstring i København, der i århundreder selv var centrum for et mægtigt imperium. Man kan også finde en mulig forklaring på danskernes forkærlighed for nordmændene inden for psykologiens verden: Vi har en tendens til at kunne lide dem, der ligner os selv - både i sprog, humor, kultur og måde at være på. Og i det skandinaviske spektrum er det især nordmændene, der rammer tæt på danskernes eget spejlbillede, påpeger Rasmus Glenthøj. "Nordmændene er nok det folkefærd, der ligner os allermest overhovedet," siger historikeren og tilføjer med et smil i stemmen: "Da vi gennemgående godt kan lide os selv, så kan vi sikkert nok også godt lide dem, som minder mes...