Beskrivelse
Mikkel er ikke helt sikker på, at de talte latin i Romerriget. Daniel er sikker nok for dem begge. Det starter med, at Øland hedder Åland på kortet forrest i bogen, og ender med "hvor tror du, latin stammer fra?" Vi læser kapitel 2 og 3 — de første to kapitler, der rent faktisk hænger sammen. På Øland møder vi Urd, hittebarnet med slangetatoveringen og hugtænderne, og hendes fostermor sjamanen, der har forudset sin egen død. Så lægger syv jyske skibe til med 42 mand på hvert, og med dem en centurion, der har tjent i de romerske legioner og har lært sin taktik af Julius Cæsar: byg et bur uden for borgen, og lad dem på murene se deres egne sulte ihjel. Og nej, det er stadig ikke vikinger. Vi er 400 år før vikingerne. Inden bogen: en lytter har klaget over Daniels lyd (han har ret), Daniels webcam hænger i en snor fra loftet, og vi er kommet på Podimo og Apple Podcasts. På YouTube har vi én abonnent. Det er, som Daniel siger, fuldstændig ligegyldigt for podcasten.