Man kan godt hele efter en opvækst med narcissistiske forældre. Hør, hvordan psykolog Cleoh Dharma Søndergaard arbejder i sin terapi
Socialt Indblik · Socialt Indblik
Beskrivelse
”Det vil være bondefangeri at påstå, at vi kan fjerne smerte. Det er unfair at fortælle folk, at de kan fjerne angst. Men vi kan lære dem at leve et meningsfuldt og rigt liv, hvor angsten ikke styrer.” Det siger psykolog Cleoh Dharma Søndergaard, der i dette andet afsnit om narcissistiske forældre fortæller om de metoder, hun bruger i sin terapi med voksne, der er vokset op i narcissistiske familier. For som vi hørte i første afsnit, trækker det dybe spor ind i voksenlivet, når man er vokset op i en familie, hvor den ene eller begge forældre er narcissister. Men ifølge psykolog Cleoh Dharma Søndergaard er det muligt at skabe en anden retning i livet. Vi skal blandt andet høre, hvorfor hun arbejder med den terapeutiske form Acceptance and Commitment Therapy (ACT). Du kan også høre, hvordan Cleoh Dharma Søndergaard hjælper sine klienter med at skabe det, hun kalder posttraumatisk vækst. Men samtalen stopper ikke ved de voksne. For hvad med børnene, der stadig lever i familierne? Cleoh Dharma Søndergaard peger på, at vi som samfund skal turde reagere tidligere. For netop de narcissistiske forældre kan have svært ved at tage imod hjælp. Cleoh Dharma Søndergaard har for nylig udgivet bogen Sprækker af lys, der handler om, hvad det vil sige at vokse op med en narcissistisk forælder. Programmet er en fortsættelse af første afsnit om narcissistiske forældre. Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm. Udgivet af Socialt Indblik.