For børn af narcissistiske forældre trækker opvæksten dybe spor ind i voksenlivet. Men de kan hele. Med psykolog Cleoh Dharma Søndergaard
Socialt Indblik · Socialt Indblik
Beskrivelse
”Narcissister tænker først og fremmest på sig selv. Også når de bliver forældre.” Sådan lyder det fra psykolog Cleoh Dharma Søndergaard, der netop har udgivet bogen Sprækker af lys, der handler om, hvad det vil sige at vokse op med en narcissistisk forælder. For de fleste børn af narcissistiske forældre trækker opvæksten nemlig dybe spor ind i voksenlivet, fortæller hun i et afsnit af ”PERSPEKTIV”. Cleoh Dharma Søndergaard møder børnene af narcissistiske forældre, når de som voksne opsøger hende i hendes klinik. I podcasten kan du høre, hvad narcissisme er, og hvad det kan betyde for et barn at vokse op med narcissistiske forældre. Cleoh Dharma Søndergaard fortæller, hvordan hun hjælper dem til at frigøre sig fra og håndtere deres forældre, men også med at komme kontakt med deres egentlige værdier og skabe et meningsfuldt liv. For det er nemlig muligt at hele efter en opvækst med narcissistiske forældre. ”Vi kan ikke fjerne symptomer fuldstændig. Og vi kan ikke fjerne de traumer, der har været, og de konsekvenser, de har haft. Men vi kan arbejde med at ændre vaner, og når det gælder traumer, kan vi få flashbacks til at fylde mindre. Og så kan man lære at rette fokus hen på at mærke, hvad der er vigtigt for én i livet,” siger hun. I næste program, der kommer om en uge, dykker vi lidt længere ned i de metoder, som Cleoh Dharma Søndergaard bruger, når hun har børn af narcissistiske forældre i terapi. Tilrettelæggelse: Eva Frydensberg Holm. Udgivet af Socialt Indblik.