Beskrivelse
Børn med autisme har et væsentligt større skolefravær end andre børn. En tredjedel har bekymrende skolefravær, og der er også højere risiko for at fraværet er langvarigt. Vi taler med Merete Munkholm og Thomas Engsig, der begge forsker i skoletilhør og skolefravær. De forklarer, hvordan børnenes og de unges perspektiver er blevet overset i forskningen på området. Derfor fokuserer de i deres arbejde på, hvordan unge med autismes har oplevet deres skoletid. Gennemgående er en oplevelse af ikke at høre til, at blive defineret ud fra sine fejl og mangler og blive stigmatiseret. Hør også Felix, der fortæller om sine oplevelser i skolen: “Jeg lærte det hurtigt. Hold tankerne bag skærmen. Hold følelserne bag muren. Hold uroen i kroppen, hvor ingen skal se på det. Hold stemmerne i hovedet, hvor ingen skal høre på det. Når jeg var usynlig var alle glade.” Lyt med og bliv klogere på, hvorfor forskerne efterlyser større lydhørhed og forståelse overfor børns oplevelser og perspektiver - og hvorfor det måske burde føre til et opgør med skolens måde at være skole på.