24 Musikerskab med Katrine Immerkjær Hjorth Kristiansen
Musikerskab · Christina Holm Dahl
Beskrivelse
Velkommen til en samtale med Katrine Immerkjær Hjorth Kristiansen. Katrine Immerkjær Hjorth Kristiansen er organist, klokkenist, adjunkt på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium - og så er hun skaber af Orgelklubben, som har som formål få flere børn og unge i gang med at spille kirkeorgel. Gennem samtalen mærker man et energisk og grundpositivt menneske, også når livet rammer hårdt. Vi taler om hvad fællesskab og en pose matadormix kan betyde for motivationen til at spille orgel. Om at ville gøre en forskel for at få unge mennesker til at spille på verdens største instrument, fra starten i Esbjerg til et landsdækkende projekt. Om at bygge op fra en god idé til en landsdækkende organisation med internationale samarbejder. Vi taler også om bevidst at skabe fællesskab, sammenhænge og netværk, så det bliver nemt for både børn og voksne at træde ind i Orgelklubben. Om at udvikle pædagogiske redskaber til orgelundervisning for børn og søge inspiration fra andre instrumenters traditioner. Og så taler vi om også at finde plads i sit liv til organistvirket og til at nørde helt igennem med barokmusikken. Om at være bevidst om sine styrker og sine svagheder og finde gode samarbejdspartnere til at hjælpe med at balancere det hele. Og om oven i alt dette at være forælder og prioritere det allerhøjest. Du kan læse mere om Katrine og om Orgelklubben på https://orgelklubben.dk/ Vært og samtalepartner er Christina Holm Dahl