Beskrivelse
Kan man rehabilitere mennesker gennem pres ? Det spørgsmål har jeg tænkt meget over gennem årene. For selvfølgelig kan krav, struktur og forventninger være en vigtig del af et rehabiliterende forløb. Men der findes også et punkt, hvor pres ikke længere skaber udvikling — men derimod stress, frygt og sammenbrud. I den her episode skal vi tale om forskellen på de forløb, hvor mennesker langsomt får det bedre, genfinder håb og begynder at udvikle sig… og de forløb, hvor presset bliver så massivt, at mennesker i stedet mister fodfæstet. For noget af det mest interessante er faktisk, at de gode sager sjældent er dem med mest kontrol, flest møder eller hårdest pres. Tværtimod. Ofte er det de rolige, stabile og trygge forløb, der skaber den største udvikling. Der hvor borgeren føler sig set, forstået og ikke konstant er bange for næste brev, næste sanktion eller næste vurdering. Så hvad sker der egentlig med mennesker, når systemets pres bliver for stort? Og hvorfor vælger nogle jobcentre konsekvent at ødelægge den rehabilitering, som de egentlig ønsker at skabe? Maj Thorsen er privatpraktiserende socialrådgiver, debattør og foredragsholder. Hun er én af de mest benyttede debattører/eksperter i pressen, når det omhandler beskæftigelsesområdet.