Jeg klarer mig selv, så bliver jeg ikke afvist igen...

Mit tidlige tilknytningstab til min mor, der ikke ønskede mig, har skabt en sansning om, at det er tryggest at holde fysisk og følelsesmæssig distance til mine omgivelser. For kan jeg virkeligt stole på, at de vil mig det bedste?  Hvad skal jeg gøre, når omgivelserne insistere på min følelsesmæssige tilstedeværelse? Skal jeg turde muligheden for afvisning endnu en gang? Derfor lukker jeg ned for at være til.