Spring til indhold
Er SoMe farligere end Coke? "Hvad har vi gang i?" Episode 1. Imran Rashid. - Hvad har vi gang i?

Er SoMe farligere end Coke? "Hvad har vi gang i?" Episode 1. Imran Rashid.

Hvad har vi gang i? · Jens Dalsgaard

23. august 2026 42m
0:00 42m

Beskrivelse

Hvem styrer egentlig hvem – dig eller din telefon? I det allerførste afsnit af HVAD HAR VI GANG I? har jeg inviteret læge, forfatter og ekspert i digital sundhed Imran Rashid ind til en samtale om noget, der påvirker stort set os alle – ofte mere, end vi selv opdager. For hvad sker der egentlig med os, når vi tager telefonen op for at gøre én ting… og få minutter senere befinder os et helt andet sted? Jeg deler blandt andet mine egne oplevelser med at mærke et kontroltab omkring telefonen, som på nogle punkter vækker genkendelse fra mit tidligere stofmisbrug. Men kan man overhovedet sammenligne de to ting? Er smartphones og sociale medier reelt vanedannende – eller bruger vi ordet afhængighed alt for løst?Vi taler også om: Hvor skadelig telefonen egentlig er – og hvad forskningen faktisk kan dokumentere. Hvorfor telefonen kan være så svær at lægge fra sig. Hvad konstant stimulation gør ved vores opmærksomhed og adfærd. Hvorfor vi kan blive irriterede, når vores partner eller børn søger kontakt, mens vi er optaget af skærmen. Om telefonen er blevet en moderne “sutteklud”, vi griber efter, når vi keder os eller føler os socialt utilpasse. Hvad vores egen telefonadfærd betyder for vores børn. Hvad der kan ske med en generation, der aldrig har kendt en verden uden smartphones og sociale medier. Hvor meget ansvar der ligger hos techvirksomhederne – og hvor meget der ligger hos os selv. Hvad vi helt konkret kan gøre for at tage kontrollen tilbage. Det her er ikke en samtale om, at teknologi er ond. Jeg elsker selv teknologi og bruger den hver eneste dag. Spørgsmålet er noget andet: Hvornår bruger teknologien os mere, end vi bruger den? Og hvis vi allerede kan mærke konsekvenserne i vores relationer, koncentration og nærvær i dag…hvad sker der så med os, hvis vi fortsætter sådan her de næste 10, 20 eller 30 år? En ærlig og direkte samtale om opmærksomhed, afhængighed, børn, relationer, personligt ansvar – og om at tage styringen over sit eget liv tilbage. Velkommen til første afsnit af "Hvad hvad vi gang i?” Bestil Imran's nye bog SANSELØS via dette link og spar 33% frem til 27. August 2026 https://samtalenomai.dk/signeret