Beskrivelse
Frem mod 2035 kommer Danmark til at mangle tusindvis af faglærte hænder – elektrikere, VVS'ere og smede. Og sandheden er, at vi ikke kan rekruttere os ud af det. Der er simpelthen for få at tage af. Så hvis vi vil løse opgaverne i fremtiden, bliver vi nødt til at blive langt bedre til at holde på de folk, vi allerede har. Hos den 50 år gamle smedevirksomhed KN Energy Group uden for Køge er fleksibilitet blevet selve fundamentet for arbejdskraften – og et konkurrencekort, der får folk til at blive. Vi kommer hele vejen rundt: de 15 polske medarbejdere, der pendler mellem Polen og Køge, de syriske medarbejdere, seniorerne – heraf hele seks, der egentlig kunne være gået på pension – samt lærlinge fra 17 til 38 år og skræddersyede arbejdstider for småbørnsfamilier. Hvordan skræddersyr man en 79-årig smeds hverdag? Hvordan redder man deadlinen, når de erfarne går tidligt? Og hvor starter man selv? Lyt med, og bliv klogere på fremtidens arbejdsplads.