Hvor meget kan 1 milliard kroner accelerere den grønne omstilling af det byggede miljø?
GRØN DEADLINE · Energiforum Danmark
Beskrivelse
I denne episode af GRØN DEADLINE har vi besøg af Lars Bo Nielsen, Direktør for Villum Fonden, der netop har modtaget Energiforum Danmarks Handlingspris 2026. Byggesektoren står aktuelt for godt 37 procent af CO2-udledningen på verdensplan og forbruger en betydelig andel af klodens ressourcer. I Danmark alene forbruger vi ressourcer svarende til, hvad der skal fire jordkloder til at forsyne. Dermed rummer byggeriet en af nøglerne til den vigtige grønne omstilling af samfundet. Men hvis Danmark skal realisere de ambitiøse nationale klimamål og samtidig reducere ressourceforbruget, skal den grønne omstilling af byggeriet accelereres betydeligt. Det kræver imidlertid ny viden, nye løsninger og nye metoder at ændre måden, vi bygger og vedligeholder på. Vi taler om Villum Fondens rolle som samfundsengageret almennyttig aktør, om den historiske milliardbevilling i programmet CEBE (Civil Engineering and the Green Transition in the Built Environment), og hvorfor netop det byggede miljø er et nøgleområde i den grønne omstilling. Vi dykker også ned i behovet for grønne erhvervsuddannelser, kompetenceudvikling og innovation – og så spørger vi Lars Bo Nielsen om, hvad der konkret skal til for at accelerere den grønne omstilling af byggeriet og samfundet som helhed. Gæst: Lars Bo Nielsen, Direktør, Villum Fonden. Værter: Michael H. Nielsen og Flemming Kehr, KEHR+NIELSEN. Produktion: Melanie Werling, Energiforum Danmark.