#3 - Joan Ørting: MUS-samtaler i parforhold hjælper med at udleve drømmen
G:talks · PodRadio
Beskrivelse
Mange bliver skilt. Mange bor alene. Og alligevel er drømmen om en partner og en familie stadig en af de største, vi har. Så hvad gør vi… hvis vi faktisk gerne vil udleve den drøm? I denne episode taler jeg med Joan Ørting - en af Danmarks mest markante stemmer inden for kærlighed, sex og relationer. Hun har i mange år arbejdet med parforhold og uddannet sexologer, og hun er ikke bange for at sige tingene, som de er. Vi taler om maskuline og feminine energier, om ærlig dialog og om det, hun kalder PUS - partnerudviklingssamtaler. Et værktøj inspireret af MUS fra erhvervslivet, hvor man sætter sig ned og taler om relationen, behov og udvikling. For hvis vi kan udvikle os på arbejdet… hvorfor gør vi det så ikke i vores relationer? Episoden udkommer den 30. april 2026 - dagen før Joan holder sit sidste foredrag og lukker sin uddannelse og sit sted på Christianshavn efter mange år. En drøm hun selv har udlevet. Lyt med i denne episode, hvor vi taler om, hvordan vi bliver bedre til at udleve drømmen om et stærkt og ærligt forhold. Tak til Joan for en ærlig og nærværende snak, for alt det hun har sat i gang i Danmark gennem tiden - for at have været med til at åbne samtalen om seksualitet, relationer og kærlighed i tv, aviser og senere på nye platforme - og for de mange sexologer hun har uddannet, som nu bærer arbejdet videre og er med til at skabe endnu mere åbenhed, forståelse og mod til at tale om det, der betyder allermest.