Den brune mands handlerum: Hårdhed, omsorg og seksualitet (Elias Sadaq)
Drømmemænd · Tobias Raun
Beskrivelse
Hvordan bliver den brune mand set, begæret og fortolket i dansk offentlighed og populærkultur? Med afsæt i DR-dokumentarserien Prinsesse i Alanya diskuterer Linea og Tobias de forestillinger, fantasier og magtforhold, der knytter sig til den brune mand, særligt i relation til kærlighed, seksualitet og asymmetriske relationer. Episoden bevæger sig gennem velkendte stereotyper – den kriminelle, den patriarkalske undertrykker, den uintegrerede problemdreng og den potentielle terrorist – og spørger, hvad de gør ved de mænd, der konstant spejles i dem. Samtidig ses der på nyere tendenser i dansk kultur, hvor flere brune mænd træder frem som kunstnere, forfattere og rollemodeller, og hvor maskulinitet får nye former og udtryk. Gæst er forfatter og dramatiker Elias Sadaq. Med udgangspunkt i hans værk Djinn taler vi om maskulinitet set gennem et queer blik og en etnisk minoritetsposition – om begær, sorg, vold, mystik og kærlighed, men også om det, der undslipper faste identitetskategorier, og om at vokse op i miljøer med masser af kærlig, fysisk berøring mellem mænd i de muslimske fællesskaber og den familie, Elias er vokset op i. Værter: Linea Maja Ernst og Tobias Raun Producer: Kathrine Wismann Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med støtte fra Carlsbergfondet.