Beskrivelse
Embedsfolk er trætte af medier med hårdt vinklede historier, journalister med dårlig adfærd og for mange historier med for kort deadline. Trætte af journalisters 'fisketure' med aktindsigter og af casehistorier, hvor myndighedens vinkel på sagen ikke bliver fair behandlet. Mere end halvdelen af embedsfolkene mener ikke, at journalister generelt er gode til at nuancere en historie. Og embedsværkets tillid til medierne er dykket de seneste tre år. Det viser en ny undersøgelse. Søren Schultz Jørgensen, selvstændig medierådgiver, opsummerer situationen sådan her: Der kommer flere anmodninger om aktindsigt, mediernes publiceringstempo stiger, og det politiske klima er mere konfliktorienteret. Det gør, at embedsværket i højere grad oplever sig udsat for pres fra medierne end omvendt. ”Større fremmedgørelse, større kritik og større mistillid. Corona-nedlukningerne, mink-skandalen, Støjberg-sagen, Lars Findsen-skandalen og en stadig hårdere tone mellem den siddende regering og pressen øger konflikten,” siger han. Artiklen er skrevet af Eva Bøgelund og læst op af Morten Rønnelund. Musik: Jonas Munk Kontakt os med ris, ros og idéer: [email protected]